[b]Mørkets hjerter[/b]

Hvis der findes en mere gennemført mørksynet [i]film noir[/i] end “The Killer Inside Me”, så er det gået forbi min opmærksomhed. Uden den mindste tøven eller rysten på hånden lader den en af de mest hæmningsløst nihilistiske fortællinger udspille sig, så det er svært at forestille sig nogen forlade biografsalen uberørt.

Det er også en af årsagerne til, at det er den eneste nye film, jeg nogensinde har set to gange inden en anmeldelse. Efter første overværelse følte jeg mig opslugt, men også vred og harm over beretningen, der umiddelbart synes nærmest overvældende menneskefjendsk, og som i en næsten ubærlig scene lader en langvarig og grafisk destruktion af et andet menneske udspille sig i roligt tempo. Ved premieren ved Sundance forlod adskillige tilskuere biografsalen i chok, og det er ærlig talt ikke svært at se hvorfor. Som tiden gik, blev det dog også klart for mig, at filmen vitterligt havde efterladt et stærkt indtryk af mange årsager, og jeg ønskede at genopdage den for at se, om fortællingen stadig holdt, når jeg var forberedt på dens virkemidler. Og lad mig bare afsløre, at det gør den… og så lidt til.

Beretningen følger den umiddelbart milde vicesherif Lou i en søvnig by i Texas i 50’erne, der meget vel kunne være sådan et sted, som Tommy Lee Jones ønsker sig tilbage til i “No Country for Old Men”. Trods det stemningsfulde udseende viser denne by sig dog ikke just at være noget paradis på jord, og gennem sprækkerne begynder råddenskaben hurtigt at presse sig ind fra alle steder.

Lou ligner ved første øjekast en hvilken som helst plaget noir-helt, men da han møder den udfordrende luder Joyce, begynder noget undertrykt at spire, og vi opdager, at der under den kejtede overflade gemmer sig en vaskeægte psykopat og seriemorder. Han er et tomt, ukendt tal – både for os og for ham selv – og ynder at dræbe folk på trods af, at han knapt nok lader til at forstå hvorfor, selvom han konstant rationaliserer over det og hele tiden finder på nye undskyldninger for, hvorfor det nu igen er nødvendigt. I en af filmens mest rystende øjeblikke dræber han en kvinde, mens han ømt hvisker til hende, at hun bare [i]”skal tage det roligt. Det er snart overstået,”[/i] og vi bliver klar over, at det er det tætteste, han kommer på oprigtig omsorg for andre. På sin egen syge vis er det også filmens reneste kærlighedsscene.

Filmen har både høstet hårde ord for dens sammenblanding af sex og vold samt det faktum, at kvinderne lader til at opsøge afstraffelsen selv, men den kritik synes at overse, at der for det første er læssevis af kvinder, der tragisk bliver i voldelige forhold, de for længst burde have forladt, samt at filmen konstant befinder sig i Lous hoved, og det antydes gentagne gange, at hans opfattelse næppe er i overensstemmelse med virkeligheden. Filmen er overbevisende instrueret af Michael Winterbottom, som vi seneste så med “The Shock Doctrine”, men som denne gang har forladt konspirationsteoriernes verden til fordel for [i]film noir[/i]’ens. Den stemningsfulde billedside suppleres med en ørehængende lydside, der atmosfærisk blander 50’er-slagere med sørgmodig opera.