[b]Et dræbende ægteskab[/b]

Nogle filmstjerner har den naturlige karisma og udstråling, der gør, at de altid at værd at se på selv i dårlige film og derfor ofte ender med at redde selv de mest uopfindsomme værker fra den rene elendighed. Man fristes til at sige, at selve definitionen på en stjerne måske er, at man har lyst til at se på vedkommende næsten uanset omstændighederne.

“Killers” gør det hurtigt tydeligt, at mens Tom Selleck i en mindre rolle er den slags skuespiller, som man uanset hvad stadig synes om, så er Ashton Kutcher og Katherine Heigl det ikke. I stedet synes den primære grund til deres tilstedeværelse i denne lunkne omgang filmfortælling at være deres fysiske fremtoning og ikke frygteligt meget andet.

Her mødes deres afblegede tænder og lækre hår nede ved den franske riviera, hvor Jen – spillet af Heigl – er på ferie med forældrene, muligvis fordi de er så overbeskyttende, at de skræmmer alle potentielle kærester langt væk. Spencer skræmmer de dog ikke, hvilket muligvis skyldes, at han bærer på den hemmelighed, at han er professionel lejemorder for regeringen. Han er imidlertid led og træt af den omstrejfende tilværelse og ser frem til at lægge skyderne på plads til fordel for et fredeligt hjemmeliv. Inden længe er parret nygift og er flyttet ind i det perfekte forstadshjem, der ligner noget fra David Duchovny-filmen “The Joneses”. Alting er bare en anelse for velordnet til, at nogen rent faktisk kunne bo der.

Som i alle andre [i]åh-nej-jeg-har-giftet-mig-med-en-hemmelig-agent[/i]-film kommer det tidligere liv naturligvis for sin dag, og inden længe bliver forstaden overrendt med dødsensfarlige snigmordere, der affyrer maskinpistoler fra familievogne mod vores hovedpersoner. Vi er med andre ord vidne til nogle af de mest udtrådte klichéer i filmbranchen. Selve plottet er totalt underordnet, og det forsonende træk bliver derfor nødvendigvis nød til at være skuespillernes evne til at charmere deres publikum. Det er imidlertid også her, at filmen for alvor svigter, eftersom den leverer så umådeligt ringe materiale til vores skuespillere, som da heller ikke formår at få noget interessant ud af det.

Det gør sig ikke mindst gældende i samspillet mellem hovedpersonerne, der ikke ligefrem har den store kemi. Fra hemmeligheden er afsløret, kører dialogen i den samme rille, hvor Heigl er smaskfornærmet over ikke at have kendt til dobbeltlivet, og Kutcher er evigt undskyldende over ikke at have fortalt om det. Vi forventer selvsagt, at det hele på en eller anden måde skal gå op i en nuttet højere enhed, hvor hun omsider kan vågne op til dåd og støtte den husbond, der trods alt gør det så godt, som han kan, men det øjeblik indtræffer aldrig rigtig. Det virker mere som om, at vi blot løber tør for handling, og at filmen derfor stopper.