Regnen var stilnet af, mørket trængte sig kraftigt på, og én eller anden havde endelig lukket kæften på nabolagets enerverende køter. Dvd’en lå solidt plantet på det kedelige, brune skrivebord – lige ved siden af tastaturet, som skreg efter at blive brugt. Det skulle senere få lov til at bede om nåde. Jeg åbnede dvd-æsken. Vakuumet var ødelagt, og etuiet gispede efter vejret, samtidigt med at ordene “Kiss Kiss, Bang Bang” blev synlige, da solens døende stråler trængte gennem de støvede persienner og kastede et mat skær på dvd-skivens flotte forside. Jeg var blevet hyret til at anmelde Shane Blacks mesterlige meta-thriller – en djævelsk opfindsom cocktail af klassisk noir, komedie og rendyrket spænding.
[image=13563]
De havde fortalt mig, at den var spændende. Men hey… der er også masser af spænding i et elektrisk hegn, men det betyder nødvendigvis ikke, jeg løber ind i det for at opleve det, vel? Der var andre klienter, andre [i]dvd’er[/i], der ventede på at blive behandlet – Marlowe og J. J. Gittis var iblandt dem. Men sprutten holdt mig siddende i sofaen og tanken om at se et veloplagt makkerpar i form af Val Kilmer og Robert Downey Jr. fyre Shane Blacks fabelagtige dialog af var fristende. [i]”Hvad fanden,”[/i] mumlede jeg, trak telefonstikket ud og fyldte glasset op til kanten. De andre måtte vente. Blacks L.A. var nattens førsteprioritet.
Men glasset fik lov til at hvile. Filmen skulle nemlig vise sig at have sin helt egen, stærkt berusende effekt. Instruktør Blacks sans for komedie producerede en kugleregn af lattervækkende indslag. Val som en homoseksuel privatdetektiv og Robert som en småkriminel semiromantiker med et hjerte af guld udgjorde en mageløs duo. Og Michelle Monaghan var og er på direkte kurs mod stjernerne i rollen som tøsen, Downey var forelsket i som knægt. Med et minimalt budget og en flok talentfulde folk foran og bag kameraet, havde forfatter og debuterende instruktør Black kreeret en af de mest originale og underholdende film i årevis.
[image=13557]
Filmens største styrke var imidlertid hverken de talentfulde skuespillere, dens lystige musik eller tekniske mirakelmagere men Shane Blacks krøllede ideer og evne til at holde adskillige bolde i luften på én gang. Kun sjældent tabte han en af dem.
At anmelde “Kiss Kiss, Bang Bang” burde ikke være verdens sværeste opgave. Fingrene skulle få lov til at danse over tastaturets nedslidte taster – dog naturligvis ikke engang en hundrededel nær så præcist, kreativt eller sexet, som da Shane fyrede løs på sin skrivemaskine til dette manuskript. Jeg kunne blot krydse fingre og håbe, at anmeldelsen i sidste ende ville formå at sætte ord på følelserne og meningerne som altid. Og med et brændende ønske om, at filmens magi aldrig måtte ophøre, lod jeg cigaretskoddet dingle fra mine sprængte læber og ordene [i]”Play it”[/i] undslippe min mund, før jeg igen vendte tilbage til Black og Co.’s drabeligt morsomme røverhistorie fra Englenes By.
[image=13559]
VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. “Kiss Kiss, Bang Bang” ligner absolut ikke en film, der har kostet sølle 15 millioner dollars. Den erfarne tv-fotograf Michael Barrett har især leget med farverne, og gjort en indholdsmæssigt meget farverig film visuelt farvesprudlende. Og på dvd’en kommer filmens mageløse billedside virkelig til sin ret. Der er ingen komprimeringsfejl, ingen digital støj, ingen edge-enhancement. Billedet er knivskarpt og både kontrasten og farverne er 100% solide.
AudioPå trods af filmens eksplosive titel, indeholder den hverken megen ‘kiss’ eller ‘bang’. Men bare fordi der ikke forekommer adskillige eksplosioner i filmen, betyder det ikke, at der ikke ofte er godt gang i lydkulissen. Dialogen er nok filmens vigtigste element, og den kommer klart og tydeligt igennem. John Ottmans jazzede score fylder også godt, og der er adskillige fine panoreringer og en solid bund. Lidt mere atmosfære havde dog været fint.
[image=13554]
EkstramaterialeMange af de udenlandske udgaver af “Kiss Kiss, Bang Bang” dvd’en byder kun på meget begrænset ekstramateriale. På den danske udgave er der lidt mere at komme efter, og foruden filmens velklippede trailer, er der en kort, men ganske fornøjelig, “gag reel”, der viser, at filmens skabere havde det lige så sjovt med at lave filmen, som vi har det med at se den.
Og så er der skam også et kommentarspor. Umiddelbart må dette siges at være enhver fans drømmespor, med deltagelse af manuskriptforfatter/instruktør Shane Black samt filmens hovedskuespillere Robert Downey Jr. og Val Kilmer. Det er også ganske fornøjeligt, men man havde nu alligevel forventet lidt mere. For mange fortællinger bliver påbegyndt uden at blive afrundet, der er en del pauser, og vil man høre om filmens tekniske facetter, er man i hvert fald kommet til det forkerte sted. Downey og (især) Kilmer er sporets dominerende parter, hvor Black virker forunderligt stilfærdig og beskeden, mandens rapkæftede og utilbageholdne skriverier taget i betragtning.
[image=13553]