De kommer ret ofte, uden nogen har bedt dem om det. En 2’er af den slags, der dasker dig venskabeligt på ryggen og blinker indforstået, imens den lover mere af det, alle var så glade for sidst. Det de gode drenge, dem vi kender ik’?! Ok, det var vildt sidst ik’!?, men den her omgang, tro det eller ej, den er vildere og bare endnu mere kuleskør ik’?! Denne gang er det ikke nok bare at ødelægge en klassefest. Nu er der både en polterabend og en begravelse, der skal udføres så talentløst som muligt.

Troels Lyby skal giftes, men hans nye plade får lorteanmeldelser og Lars Ranthe dør på hans polterabend. Lars Ranthe har knaldet Nikolaj Kopernikus’ kone, så han er også skidesur. Anders W. Berthelsen vil gerne have et skrald, måske. Det fyrer op under en ny roadtrip, hvor de endnu en gang skal finde ud af, at de er forskellige, men gode sammen. Det er egentlig ikke nødvendigt at have set “Klassefesten” først, så lad være med det. “Klassefesten 2” byder på præcis det samme som sin lamme forgænger. Bare lidt bedre. Drivkraften er stadig den slags opstillede scenarier, hvor øjeblikket er så pinligt, at man siger: [i]”Det bliver en god historie til dine oldebørn”[/i]. De små skal så bare sluge fortænkte idéer, som dengang oldefar tog så meget viagra, at hans pik hang fast i en kvindes kønsorgan, mens onkel Anders Berthelsen sked på en gravsten.

Selv om det er ufokuseret, er det dog stadig strammere end den første film. Kampen for at nå sit eget bryllup er på en eller anden måde en bedre dramatisk motor end hvem, der skal holde tale til en klassefest. Det tvinger i hvert fald én af personerne til en form for udvikling. Men præmissen er stadig mændenes forsøg på at holde fast i deres svindende ung- og manddom. De samme petitesser og småskænderier, der aldrig efterlader dybere spor end et såret udtryk i øjnene, inden man smider en ny fornærmelse efter hinanden. Det ligner en gang overfladisk coaching for valpolicellabæltets triatlon-aspiranter. Ikke noget, der sætter tanker i gang.