[b]Fisse, lort og sæd[/b]

Det er en voldsom oplevelse at sidde igennem hele “Klassefesten 3: Dåben”. Det er ikke mange film, der åbner fortabelsens sug foran dig, stepdanser på din sidste rest af fornuft og hvisker en pruttejoke i dit øre imens. Du bliver i tvivl, om ord kan beskrive, hvad du har set. Du bliver i tvivl, om ord findes. Nu er kun “Klassefesten”. Et svagt omrids af tre mænd træder frem i din plagede hjerne. [i]’Fisse… Lort…'[/i] fremstammer du. Du tænker ikke mere, du er bare. [i]’Sæd'[/i], siger den ene mand, og du skraldgriner. Med ét lykkelig. Du har set verdens ende.

På den baggrund er det egentlig ligegyldigt, at titlen “Klassefesten” er så misvisende. Du indser, at serien transcenderer indhold og er nået det eftertragtede mærkat-plan. Bagmændene smækker bare ‘klassefest’ på plakaten og malker den hylesjove succes fra sidst, uanset at ingen holder klassefest mere. Gamle fans skal hives i biffen, og vi andre får et ganske godt signal om at blive væk. Argumenter som at det er det samme vamle lort som altid, svæver ubegribeligt væk foran dig. For tyngdekraften og andre fysiske love eksisterer ikke i samme univers som “Klassefesten”.

Her flyver kun høje skrig og kropsvæsker igennem tomrummet. Enhver tråd til den kendte virkelighed er kappet for at kunne opstille den ene pinlige situation efter den anden. At Andreas bliver så sur over at skulle være gudfar for sin ekskones nye barn, at han tager på en single-højskole med sin lamme far på slæb, det er ikke det største problem. Problemet er de tre tumpers usandsynlige vej derhen. I de åbenlyse forbilleder som fx “Klovn” eller “Tømmermænd”-filmene er der en eller anden grad af motivation. At vågne med Mike Tysons tiger: det kunne ske. Single-zumba med Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus: aaahhh mon dog.

Først og fremmest er det nok, fordi de tre mænd er usympatiske og for irriterende selvoptagede i længden. Manuskriptet er en twitter-konto for midaldrende mænd. Korte brokker af brok over koner/fisser, kærester/fisse og børn/stop for fisse. Et dårligt forsøg på at holde handlingen i et hyperaktivt komedieland, hvor ingen snakker sammen, men altid leverer oplæg til en ny joke, der heller ikke var sjov, dengang nogen råbte den på et fritidshjem i firserne. Ekkoet af din mors stemme, da hun henter dig ved sandkassen, begynder at trække dig tilbage til virkeligheden.

Du kan mærke din egen krop igen. Det er den fysisk interessante oplevelse at se nogle være pinligt ringe til at være pinlige. Hvem, eller hvad, er det, man krænger sig sammen over? Er det karakteren Andreas, der reagerer dumt med vilje? Eller skuespilleren Anders W. Berthelsen, der bliver placeret i et hysterisk opstillet scenarie? Eller er det i virkeligheden den gennemgående, usjove kropsforskrækkelse, der syder fra lærredet? Så mange vitser om sekret og tis leveret med tydelig foragt: andre mennesker er ulækre. Med mindre du er ung og kvinde og med en stram røv, man kan kneppe.