[b]Komiske pinagtigheder[/b]

Græde, grine eller blot krumme tæer til den helt store guldmedalje? Det er velmulighederne i tv-serien “Klovn”, hvor der kastes så mange grænseoverskridende situationer ind over publikum, at man nærmest chokeres til at le.

Det er da også selvsamme opskrift, som med “Klovn: The Movie” er bragt på det store lærred, og i biografen har man nu muligheden for at få udstillet præcis, hvor billig ens humoristiske sans i bund og grund er, når de mange optrin serveres på den rette måde. Der er lagt op til de sædvanlige pinligheder, men med rykket fra tv-stuen og ind i biografsalene har filmskaberne haft mulighed for at blive endnu mere udpenslede i ydmygelserne. [i]”Kan det da blive meget værre?”[/i] tænker man måske, men herfra kan det allerede nu godt afsløres, at det kan det sagtens.

I denne omgang er den evigt kuede og situationsfornemmelse-blottede Frank kommet i en ekstraordinær situation, da det afsløres, at hans kvindelige modstykke, Mia, er gravid. Mia er imidlertid i tvivl om, hvorvidt Franks faderegenskaber nu også er pålidelige nok og da Frank kort efter med vanlig finesse træder gevaldigt i spinaten, bliver det pludselig meget magtpålæggende for ham at demonstrere sit store faderpotentiale. Han beslutter sig derfor noget uovervejet for at “låne” en dreng til en planlagt kanotur med Casper.

Det huer dog ikke just Casper, som har sat næsen op efter en tur med læssevis af fisse, nu konen ikke er med, og dermed lægges der an til en del uoverensstemmelser, mens Casper forsøger på at nedlægge alt på sin vej, og Frank forsøger på at være et godt forbillede. De to ting går selvsagt ikke godt i spænd. Sammenstødet mellem de højre bestræbelser og de mere primitive drifter er den slags, som utallige amerikanske drengerøvskomedier er baseret på, men i forhold til de grovkornede, men trods alt altid moralsk opbyggelige beretninger så giver “Klovn”s danske baggrund filmen mulighed for at gå endnu hårdere til værks. Som resultat er de lede vitser endnu ledere og de dumme svin endnu dummere.

En af de groveste er naturligvis Casper, hvis lumre natur konstant bringer parret i fedtefadet, hvorimod Frank Hvam næsten har gjort det tomme, opgivende udtryk til sit varemærke. Hans tankeløse og skvattede personlighed burde strengt taget få én til at foragte ham, men han er så blank en størrelse, at man aldrig rigtig kan få sig selv til det. Han forsøger grundlæggende at gøre alt det rigtige, men er – som en slags grov spøg fra Vorherres side – blevet udstyret med så usandsynlig ringe dømmekraft, at selv de mindste prøvelser bliver for meget. Hans trods alt mere sympatiske fremfærd i filmen bliver dog også det, som får den store historie til at virke, og man tager sig selv i at håbe, at det hele nu alligevel ordner sig for ham – selvom alt undervejs tilsyndeladende tyder på det modsatte.