Filmz
Knight and Day

Knight and Day

Medvirkende:

Tom Cruise, Cameron Diaz, Maggie Grace, Peter Sarsgaard, Paul Dano, Marc Blucas, Viola Davis, Dale Dye, Jordi Mollà, Stream, Liam Ferguson, Nicole Signore, Alex Revan, Falk Hentschel, Hugo Garcia, Kal Thompson, Mark Wallace, Brian Dykstra, Jerrell Lee, Matthew Lawler

Instruktør:

James Mangold

Filmlængde:

110 minutter

Genre:

Action, Komedie

Knight and Day

[b]Skrigeballonen og galningen[/b]

Actionfilm og komedier er nok de typer af biograffilm, der bliver produceret flest af i Hollywood. I Danmark er biografdistributørerne nødt til at vælge utroligt mange af de producerede film fra, eftersom publikum ikke er stort nok til at kunne hive udgifterne for så mange film ind igen. Det betyder groft sagt, at vi slipper for det værste lort såsom de endeløse tåbeligheder fra Adam Sandler, Eddie Murphy og Will Ferrell. Men det sker selvfølgelig, at nogle af de håbløse film slipper igennem screeningen, og det er naturligvis ingen hindring at have et par superstjerner som Tom Cruise og Cameron Diaz på rollelisten.

[image=57758]

June Havens, spillet af Cameron Diaz, er på vej til sin søsters bryllup i Boston, da hun i lufthavnen bogstaveligt talt støder ind Roy Miller alias Tom Cruise. Efter lidt forviklinger ender de med at komme på samme fly, hvor de hurtigt falder i snak. Det viser sig dog, at Roy Miller ikke er en hr. hvem-som-helst, men en hemmelig FBI-agent, der af uvisse årsager er på flugt fra sin arbejdsgiver. Imod sin vilje vikles Junes skæbne ind i agentens eventyr, men det er svært at finde ud af, om Roys historier er sande, eller om han i virkeligheden er lige så småpsykotisk som virkelighedens Tom Cruise.

Både Tom Cruise og Cameron Diaz har før bevist, at de er dygtige skuespillere, når blot de får det rette materiale at arbejde med. Deres roller i “Knight and Day” er til gengæld noget af det mest flade og ligegyldige, de nogensinde har præsteret. Vi har før set Cameron Diaz som hårdfør action-babe i “Charlie’s Angels”, men i nærværende film er hun en skideirriterende skrigeballon, og filmen ville blot være blevet bedre, hvis bare hun blev skudt og døde i nogle af de hektiske situationer, hun lander i. Filmens forfatter, Patrick O’Neill, har heller ikke just gjort det let at bekymre sig om Junes skæbne. Der forekommer stort set ingen præsentation af hendes karakter, før hun kastes ud i eventyret, og når man som publikum således ikke kender til hendes personlighedstræk, bliver det utroligt svært at engagere sig i hende.

[image=57759]

Meget bedre ser det ikke ud med Tom Cruises karakter, Roy. Han er skåret over samme læst som tusinder af actionhelte før ham, og uanset hvor vanvittige strabadser han kastes ud i, er der altid plads til en latterlig bemærkning, som underkender situationens alvor. Der er ikke meget Jason Bourne over ham, men den mere humoristiske tilgang havde såmænd også været udmærket, hvis bare hans jokes havde været sjove i stedet for malplacerede.

Manuskriptskabelonen, som ligger til grund for historien i “Knight and Day”, må efterhånden hænge i laser, da denne er brugt flere gange, end de fleste mennesker orker at tælle til. Der er absolut [i]intet[/i] originalt islæt i filmen, som mest af alt ligner en dårlig udgave af en typisk 90’er-actionkomedie á la “The Long Kiss Goodnight” eller “Speed”, hvor en ellers fredelig og uforberedt person ender som side-kick for en hardcore action-galning. Denne kliché ses naturligvis også i mange film fra 00’erne, men “Knight and Day” er udført med en æstetik, der tydeligt trækker tråde til 90’erne, hvilket i sig selv ikke er dårligt, men nok en anelse tyndslidt.

[image=57760]

“Knight and Day” er en af de film, man kan blive en smule trist af at se. Ikke fordi, historien er det mindste sørgelig, men fordi der uden for Hollywoods mure står rækkevis af unge, håbefulde filmskabere, som med 1/100 af nærværende films budget kan lave noget, som er langt mere seværdigt. “Knight and Day” formår på fornemste vis at demonstrere, at mere end hundrede millioner dollars og nogle af verdens største stjerner bestemt ikke er nogen garanti for et godt produkt.

[image=57761]

[b]Video[/b]

2.35:1. Videotransferet på dvd’en er ganske glimrende. Farverne er gode, og hudtonerne fremstår naturlige, mens skarpheden engang imellem kunne være en tand bedre. Der er ingen spor af støj, udtværing eller edge-enhancement, og kontrasten er jævn hele vejen igennem.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. Det lykkedes mig at komme igennem “Knight and Day” uden at få skrevet en eneste kommentar til lyden i mine notater. Det vidner mest af alt om et lydspor, der hverken fejler eller imponerer i forhold til andre film. Ved endnu en grundig gennemlytning står det klart, at audiotransferet overordnet set fungerer fint, men at frekvensseparationen i de mest intense scener halter en anelse og får lyden til at fremstå lidt mudret. Musikken, der mest af alt minder om Gotan Projects nyklassiker “La Revancha del Tango”, har en fin fylde og bidrager positivt til filmen.

[image=57757]

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke noget ekstramateriale på dvd’en. Efterfulgt af en advarsel, som gør opmærksom på, at det er ulovligt at kopiere dvd’en, kommer der en reklame for, at man kan kopiere dvd’en til sine bærbare enheder. Javel ja… Det er ikke lykkedes mig at gennemskue, hvordan det fungerer på en Mac, men kopieringsmenuen popper fint op på en pc. Serienummeret, som man skal bruge for at kopiere disken, er dog ikke vedlagt anmeldelseseksemplaret, og denne feature kan derfor ikke anmeldes.

Kort om filmen

Da kvinden June pludselig løber ind i den fremmede verdensmand Roy Miller, der også viser sig at være mesterspion, forandrer hendes liv sig på en måde, hun aldrig havde forestillet sig. June får slået benene væk under sig og kommer på sit livs eventyr. Roy har brug for Junes hjælp til at beskytte et objekt af helt afgørende betydning for den globale sikkerhed.

Ads by MGDK