[b]Når enden er knap så god…[/b]

Det er svært at diskutere “Knowing” uden at komme ind på filmens kontroversielle slutning, men det ville selvfølgelig ødelægge oplevelsen for de uindviede. Det er nu ikke så meget, fordi historiens klimaks er decideret forfærdeligt, det er nærmere… bizart. Lad os bare sige, at “Knowing” er blevet beskyldt for skamløst at promovere noget, som langtfra alle sætter pris på (beskyldninger om implicit racisme er dog en smule overdrevne). Kritikerne har en pointe, men slutningen kunne sagtens have passet ind i en film, der blot havde lagt en smule op til den. I stedet kommer filmens coda som et lyn fra en klar himmel i skikkelse af en direkte vanvittig kulmination på en indtil da forholdsvis spændende efterforskning.

Netop den efterforskning påbegyndes af fysikeren John Koestler, som portrætteres af en hæderlig, om end til tider forunderligt træt Nicolas Cage. På hans søns skole graver man en urne op, som er spækket med halvtreds år gamle tegnede og skrevne forestillinger om, hvordan verden vil se ud anno 2009. Der er fascinerende tegninger og beretninger i hobetal, men Koestlers søn, Caleb, får udleveret en mærkværdig seddel spækket med tilsyneladende helt tilfældige tal. Koestler opdager, at der alligevel er mening med galskaben, og at tallene beskriver præcist hvornår og hvor en lang række katastrofer er indtruffet siden 1959. Den nævner endda tre ulykker, som endnu ikke er hændt. Det store spørgsmål er naturligvis, om Koestler kan nå at forhindre dem.

Konceptet er langtfra forfærdeligt, og med et hæderligt ensemble foran kameraet og en habil instruktør som Alex Proyas i instruktørstolen skulle man umiddelbart tro, at der var lagt i kakkelovnen til en solid thriller rig på både ideer og spænding. Filmen er da heller ikke ludfattig på de to elementer, og nøjagtig ligesom Proyas’ futuristiske film noir-perle “Dark City” er “Knowing” visuelt betagende. Nogle af computereffekterne halter en smule, men et pludseligt flystyrt er skræmmende troværdigt, og Proyas placerer ofte Cage på stemningsfulde kulisser badet i skygger og spækket med uhyggelige afkroge, som holder os oppe på tæerne. Marco Beltramis melankolske musik og lyddesignernes underfundige lyde får ligeledes ofte nakkehårene til at krible.

Som detektivhistorie fungerer “Knowing” desværre ikke helt efter hensigten, for man er aldrig tilnærmelsesvis på bølgelængde med den ekstremt begavede John Koestler, som jævnligt hiver bimse, men korrekte konklusioner ud af den blå luft. Der er altså mere eller mindre ingen logik i historien, så publikum får aldrig råderum til at gætte med på seddelens forunderlige gåder – man forbliver i stedet en passiv tilskuer, og må døje med mange langsommelige passager, hvor man bare venter på det næste (u)logiske skridt mod slutningen. Men det afholder alligevel ikke helt tilskueren fra at prøve at gætte den næste twist eller historiens udfald lige indtil den forrykte finale – netop fordi historien indtil da ikke helt overskrider tærsklen mellem det utrolige og det utroværdige.

Karaktererne er heller ikke særligt interessante. Børnene opfører sig på den der gakkede, unaturlige facon, som børn har det med at gøre på film, men aldrig i virkeligheden, mens forholdene mellem de voksne er tyvstjålne fra klicheernes leksika. Men i rollen som den almindelige mand med det ualmindelige dilemma er Cage så forfriskende oprigtig, at man hurtigt begynder at sympatisere med ham. Rose Byrne er også udmærket (om end også lidt anonym) som datteren til pigen, der i sin tid forfattede den berygtede seddel, og havde filmen haft en højere puls, mindre sludder og en bedre slutning, havde “Knowing” sandsynligvis efterladt en meget bedre smag i munden. Men hvem ved?

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “Knowing” ser for det meste fejlfrit ud i HD. Desværre optræder der indimellem banding på ensfarvede baggrunde (tjek eksempelvis nattehimlen i nogle af de sidste scener), mens kontrasten til tider også vakler lidt under de mørkeste sekvenser, hvor de sorte farver fremstår for blege. Men billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er enorm, og billedsidens afdæmpede, kølige farver gengives perfekt. Kontrasten er sædvanligvis upåklagelig, og hverken edge-enhancement, støj, snavs eller utilsigtet gryn forekommer nogensinde.

[b]Audio[/b]

Endnu bedre end transferet er diskens superbe DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Panoreringerne er alle eksemplariske, og samtlige lyde og replikker er klokkeklare og har en tilfredsstillende rumklang. Subwooferen kommer på en hård opgave under filmens hæsblæsende actionsekvenser, men LFE-kanalens dybe toner overdøver aldrig lyde, der ikke bør overdøves. Baghøjtalerne benyttes ikke blot i forbindelse med panoreringerne – de leverer også et utal af subtile, uhyggelige lydeffekter, som filmen havde været betragteligt svagere foruden. Den auditive atmosfære er altså mere eller mindre upåklagelig, støj forekommer aldrig, og dynamikområdet er enormt.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over et kort trailershow medfølger intet ekstramateriale. Her er ikke engang en menu, og en kapiteloversigt er hårdt savnet.