Ukollegial ondskabGysergenren kan ikke ligefrem associeres med mange storstilede hovedværker fra vores lille kongerige. De fleste danske eksempler har været ligegyldige forsøg på at efterligne internationale hits uden egen røst og personlighed. Martin Barnewitz’ “Kollegiet” er på den konto lidt lig sine ulyksalige forløbere, idet den heller ikke forsøger at opfinde hverken den dybe tallerken eller den flade underkop. Filmen, som hev over 80.000 danskere i biografen sidste år, er gennemsyret af genkendelige elementer fra alskens amerikanske, engelske og asiatiske genrefilm.

Men der er vitterligt noget aldeles forfriskende ved at se en indenrigsproduceret gyser, som går til værks med en frydelig, utæmmelig gejst og total mangel på prætentiøs selvhøjtidelighed. “Kollegiet” stræber ikke efter at være en skelsættende milepæl. Den stræber efter at være en god gyser, og det er den også. Det er svært for alvor at se sig sur på filmens mangel på originalitet, når nu den er så fandens uhyggelig. Man får knap nok tid til at fundere over enkelte sceners genkendelighed, før et veltimet chok eller en krybende uhygge trænger sig på og sætter pulsen i vejret. Det skyldes især, at filmen tydeligvis er lavet af folk, der nærer stor respekt for genren, og som hellere vil hylde dens konventioner i stedet for dovent og slavisk at falde tilbage på dem.

Plottet er simpelt, men således er det jo i mange af både genrens bedste og værste bedrifter. Katrine er en ung studerende, som netop er flyttet på kollegium. Her møder hun et væld af jævnaldrende drenge og piger, som ikke alle modtager den nyankomne pige med kyshånd. Men der går ikke længe, før Katrine får langt vigtigere ting at tænke på end den charmerende Lukas og hans misundelige ekskæreste Sanne. For ligesom i alle genrens andre hjemsøgte bygningsværker er der nogle langtfra kollegiale kræfter på spil på kollegiet… nærmere bestemt en hævngerrig, blodtørstig ånd.

Det lyder umiddelbart bekendt, og især tilhængere af de seneste års mange asiatiske gyserserier vil føle sig overordentlig godt tilpas i filmens univers. Men “Kollegiet” er heldigvis rigere på muntre referencer end letkøbte imitationer. Selv om det talentfulde, unge ensemble hverken skænkes mindeværdige replikker eller roller at gøre godt med, er alle skuespillerne tilpas karismatiske eller modbydelige til enten at vække vores sympati eller afsky. Især Mikkel Arendt, som ligner Paul Bettany foruroligende meget, er gemytlig som den spøjse Rolf, der bliver Katrines allierede i kampen mod det onde. Og selv om der ikke er den store tvivl om karakterernes skæbner, er der nok overraskelser i fortællingens 88 minutter til at fastholde ens opmærksomhed.

Det faktum skyldes i særdeleshed også filmens dejlig legesyge æstetik, som adskiller sig fra det kedelige audiovisuelle udtryk i mange af de genrerelaterede middelvarer, som Danmark har fostret de sidste par årtier. Lydsiden er spækket med raffinerede lydeffekter, der tirrer nerverne og forplanter sig i underbevidstheden. Og scenerne på selve kollegiet har fået et flot, drømmeagtigt udseende takket være en alternativ brug af lys og farver, som gør stedets mange gange, kroge og værelser endnu mere ubehagelige og uforudsigelige. Havde fortællingen været på højde med æstetikken, var “Kollegiet” måske uforsætligt blevet til den skelsættende, danske filmbegivenhed, som den ikke sigtede efter at blive.

VideoGodt nok blev “Kollegiet” i sin tid skudt på HD, men når man genser filmen på dvd, forledes man ofte til at tro, at den blev optaget på 35mm, hvilket naturligvis er ment som en kompliment. Billedet har nemlig ofte en grynet og celluloidlignende konsistens, der er ganske tillokkende. Transferets eneste bemærkelsesværdige problem er dog, at mængden af gryn i visse tilfælde er overordentlig stor og en sjælden gang imellem endda lettere distraherende – i biografen så filmen særdeles godt ud, men på dvd virker de tilføjede korn af og til påklistrede. Men kun få skud står ikke knivskarpt, og både kontrastniveauet og farvegengivelsen imponerer. Hverken edge-enhancement eller komprimeringsfejl optræder.

AudioForskellen på discens Dolby Digital 5.1-lydspor og DTS 5.1-mix er minimal, men DTS-sporet er dog et marginalt bedre mix, som byder på endnu mere punch fra LFE-kanalen. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, selvom den en sjælden gang imellem godt kunne have haft gavn af lidt mere diskant. Hver eneste højtaler er aktiv igennem hele filmen, og der bliver bidraget med alt fra aggressive, højlydte lydeffekter til lavmælte, underfundige auditive spidsfindigheder, som er med til at gøre filmens univers mere troværdigt, levende og (ikke mindst) uhyggeligt. Musikken er også dejlig distinkt, og der er op til flere effektive panoreringer. Lydniveauet varierer dog til tider en anelse markant imellem de uhyggelige scener og filmens mere stilfærdige, dialogdrevne sekvenser.

EkstramaterialeInstruktør Martin Barnewitz har indtalt et kommentarspor til filmen, og han ledsages af sin fotograf, sin lyddesigner og skuespilleren Neel Rønholt. Det er et glimrende kommentarspor, der ikke byder på mærkbare pauser. Mere eller mindre hver eneste facet af filmens tilblivelse debatteres – lige fra underlægningsmusikken og skuespillernes indsatser og frisurer til brugen af både lyd og billeder til at reflektere karakterernes sindstilstand. Desuden er der en ‘Bag om filmen’-dokumentar (23 min.), der ligeledes kommer meget godt rundt om produktionen, og som byder på sobre, interessante interviews med mange af filmens bagmænd og medvirkende.

Ydermere indeholder skiven trailere til “Kollegiet”, “The Breed”, “Captivity”, “Skinwalkers” og “The Dead Girl”. Omslaget bekræfter også, at udgivelsen indeholder skjult ekstramateriale, og hvis man markerer enten kvindens øjne eller tænder med sin fjernbetjening på ekstramateriale-menuen, får man adgang til filmens kontroversielle ‘Porno’-reklamer.