Den Danske Filmskole kunne tidligere på året fejre sit 40-års jubilæum som statsejet institution, og det er da også i overvejende grad skolen med de stolte traditioner, der har stået fadder til de danske filminstruktører. Alligevel skal opkomlingen, den selbestaltede forening Super 16, ikke frakendes sin leveringsdygtighed indenfor feltet de seneste år. Foreningens grundlægger, Carsten Myllerup, leverede for eksempel varen med ungdomsgyset “Midsommer”, og nu har også Martin Barnewitz, der er af samme om end unge tradition, meldt sig på banen med sin spillefilmsdebut, tillige ud i ungdomsgysergenren.

Også for den kvindelige hovedrolleindehaver i “Kollegiet”, Neel Rønholt, er der tale om lidt af en jomfrurejse. Om end hun før har optrådt på rollelisterne til et utal danske film, er denne hendes første som bærende karakter. Og det gør hun endda med kærkommen autoritet som den diabolsk omsluttede engelskstuderende Katrine, der flytter ind på et åndebefænget kollegium i Brønshøj. Det første spring er altid svært, ikke mindst for Katrine, der har mistet sin mor til et psykiatrisk betinget selvmord og nu indleder løsrivelsesprocessen fra det eneste holdepunkt, den unavngivne fader (Steen Stig Lommer), med denne tilflytning.

Kollegiet byder på lidt af en omvæltning for den unge og håbefulde studerende, der tidligere har henlagt sit liv i provinshullet Ørslev. Velkomsten fra de andre kollegianere er dog til at føle på og alt andet end velkommen. Ikke mindst Sanne (Julie R. Ølgaard) er katalysator for vedholdende mobning og intriger, der kun bliver værre, da Katrine i forbindelse med en gangfest lander i elskovskløerne på netop Sannes sleske ekskæreste, Lukas (Jon Lange). Den konflikt, der udvikler sig deraf, fylder relativt meget set i gysets bakspejl og kunne nok – med held – været nedtonet betragteligt. Mere problematisk er dog Ølgaards fremtoning – hun træder gentagne gange sig selv over tæerne med aldeles kluntede replikker og temmeligt utroværdigt skuespil.

Men der er heldigvis også en anden og væsentligt større mening med “Kollegiet”, der med tyktflydende henvisninger til de asiatiske og amerikanske gysertraditioner henvender sig til et rædelshungrende og ungdommeligt publikum. Om end originaliteten nok kan diskuteres, kan underholdningsværdien ikke anfægtes. Kollegiets gange hjemsøges af den døde pige i spejlet, Katrine ved et uheld får sluppet løs, da hun baldrer et gammelt spejl på værelset med nummeret 205. Det er langt fra det sidste spejl, der går itu på det kollegium, som synes at være pakket med sådanne. Værre endnu står det faktum, at gengangeren naturligvis ikke vil de unge beboere noget videre godt, blot hævn for en forbrydelse, der ligger adskillige år tilbage. Omkring Katrine omkommer beboerne derfor under mystiske, ja nærmest bizarre omstændigheder, der dog ikke er så meget mere overraskende, end at mistanken selvfølgelig retter sig mod den kvindelige hovedkarakter.

“Kollegiet” fremstår som et fabrikat med tydelige syninger i kanten af manuskriptet, og det er desværre ikke til at fornægte. Godt nok har Martin Barnewitz på imponerende vis formået at kreere en klaustrofobisk og åndebefængt aura omkring kollegiets mørke og triste gange, der oppebæres af et gulligt og tåget visuelt udtryk. Men desværre hænger klichéerne også ved og klæber sig særligt til de bærende karakterer, Lukas, Sanne og Lena (Mira Wanting), der udover Katrine er ligeså klodsede arketyper, som situationerne er stereotype set i forhold til gysergenrens alt for velkendte traditioner.

Det bliver naturligvis Katrines fornemste opgave at hjælpe den døde pige, der tidligere undslap spejlet, tilbage til sin parallelverden. Til at hjælpe sig har hun den eneste, der umiddelbart tror på hende – den let kejtede fraflytter og enspænder, Rolf (Mikkel Arndt). Han er vistnok også den eneste, som har oplevet genfærdet, der da heller ikke er franarret eklatante lån fra japanske gys som “Ring”.