[b]The Drinking Detective[/b]

Tror du på mirakler? På at en magisk Jesus-type kan kurere kræft og andre ulykker? Det gør hverken jeg eller Stephen Fry, der har skrevet “The Hippopotamus”, som nu er blevet filmatiseret til den danske titel “Kolos på lerfødder”. Det er en hygge-spydig og britisk udgave af Woody Allen, hvor den store mening ikke findes – kun den, at vi alle efter større eller mindre mængder sex igennem et liv skal dø.

Det er Roger Allam som fordrukken digter-detektiv, der er sendt i front for et lille, meget skrevet kammerspil – som hvis en britisk Woody Allen havde invaderet et krimi-afsnit med Hercule Poirot. Måske minder det mig i virkeligheden mest om serie-klassikeren “Den syngende detektiv” med en livstræt Michael Gambon, der er psoriasis-patient med dagdrømme om at være film noir-detektiven Philip Marlow. Denne gang er stykkets kolos ikke ramt af psoriasis, men er derimod fyret anmelder, tidligere digter, der en dag bliver forfremmet til detektiv på jagt efter et mirakel.

Jeg havde ellers gerne set en hel forestilling med Roger Allam som anmelder, der i indledningen uforskammet afbryder et teaterstykke og slår hovedrollen i skridtet. Desværre bliver det fanget på YouTube-video. Fyret! En dør lukkes, en anden åbnes. En kræftkureret [i]blonde fatale[/i] vil betale dyrt for at få den her fortællings skeptiske Philip Marlow til at undersøge mirakler på et gods. Det siges, at en teenagedreng udøver mirakler præcis som Emma Stone i Woody Allens “Magic in the Moonlight”, hvor Colin Firth spillede skeptikeren. Samme rolle indtager Roger Allam.

Så på med sommerhatten og af sted til et “Get Out”-mystisk gods beboet af blandt andre en lækker franskkvinde og en teater-bøsse. Måske er der noget om snakken? Mirakler. Meningen med det hele. Ikke som med poesi, som ‘detektiven’ Ted har skriveblokade fra. Hvad kan det bruges til? Hvad er nytteværdien til sammenligning med en mirakuløs dreng? Det diskuterer “Kolos på lerfødder” sobert, spydigt og skeptisk, som var det skrevet af en – nå ja – forfatter.

Men fremad mod den forudsigeligt rationelle pointe, der ikke tror på det geniale eller mirakler, men derimod hårdt arbejde, så er Roger Allam simpelthen ikke sjov nok til at afmontere lerfødderne på den her stive kolos af en satire. Han falder i vandet. Hiver gardinet ned. Og drikker en masse whisky. Man er vel digter/anmelder/detektiv. Her savnede jeg Michael Gambons syngende [i]rants[/i], der er spydigt skarpere end de foredrukne af slagsen fra Roger Allam.