“Kongekabale” er en ambitiøs fortælling om opgør i magtens korridorer på Christiansborg, hvor det godt kan betale sig, at spille med lukkede kort. Genremæssigt er man i dansk film ikke særligt vant til politiske thrillers, og “Kongekabale” er derfor et frisk pust. Sammenlignet med amerikanske film fra samme skuffe, ligger den over gennemsnittet, uden dog at være banebrydende indenfor selve genren.

Med sit afsæt i dansk politik kunne man godt frygte, at “Kongekabale” hurtigt ville melde pas med spænding og intensitet og bare sidde passivt tilbage med kedelige kort på hånden. Men det er ikke tilfældet. Magtkampen i [i]Midterpartiet[/i] mellem Lone Kjeldsen (Nastja Arcel) og Erik Dreier (Søren Pilmark) om at blive partileder, og formodentligt kommende statsminister ved det forestående folketingsvalg, er en anspændt personlig omgang knivstikkeri med Dreier som knivsvingeren.

Dreier er ved at udføre en politisk genistreg, men en menneskelig svinestreg. Den ambitiøse journalist Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) er dog ikke langsom til at opfatte Dreiers spil for galleriet, og forsøger at lure politikerens beskidte tricks. Men Dreier er en erfaren gammel ræv, som roligt sniger sig uden om de fælder Torp lægger for ham.

“Kongekabale” er filmatiseret frit efter Niels Krause-Kjærs roman af samme navn. Filmen rummer et stort persongalleri og mange sidehistorier til de enkelte karakterer. De indbyrdes forhold giver magtkonflikten mellem de enkelte politikere og journalister yderligere intensitet, for hvem der er sorte og hvem der er røde i denne politiske kabale, står ikke på forhånd klart for den ideologikæmpende Torp. Denne kompleksitet i bipersonerne ville også have klædt den til tider karikerede Erik Dreier.

Søren Pilmarks præstation som Dreier kan man ikke klandre, for han spiller med en kølig arrogance og et indædt blik. Dreier er dog en smule unuanceret i nogle scener, når han frembruser med sine trusler. Han er ikke sen til at advare modstanderne om sine usle planer med dem, hvis de ikke makker ret. Det virker ulogisk, at han her spiller med åbne kort, for det er ikke det billede filmen ellers tegner af magtspillets uskrevne regler, hvor det gælder om, at have kortene så godt ind til kroppen som muligt.

Generelt spilles der godt over hele linien, og især pilmark og Berthelsen leverer nogle mindeværdige præstationer. Filmen er proppet med kendte navne fra den danske film- og teaterscene: Lars Mikkelsen, Lars Brygmann, Kurt Ravn, Ulf Pilgaard, Nicolas Bro, Jesper Langberg, Charlotte Munck og Robert Hansen, bare for at nævne nogle stykker. Robert Hansen virker malplaceret i sin lille birolle, og biografens andre anmeldere kom også med et spontant grin, da han som Simon måbende åbner døren for Torp, der er på jagt efter beviset, som kan undergrave Dreiers løgne.

Udover det genremæssige står også billedstilen i stor kontrast til det vi normalt ser i f.eks. dogmefilmene. Fotografen Rasmus Videbæk har virkelig kælet for detaljerne, og billederne er yderst velkomponerede, og det ser vi for lidt til i danske film. Fotograferingen og skuespillet er filmens største forcer, for trods historiens intriger bliver filmen ikke nervepirrende spændende.