[b]Ord med vægt[/b]

At vinde en Oscar for bedste film kan nogle gange være et tveægget sværd. Man har knap nok fået belønningen, før man pludselig bliver den mest oplagte målskive for skuffede forventninger. Jeg havde stort set ikke hørt et negativt ord om “The Hurt Locker”, før den vandt statuetten, men lige med ét var det, som om den blev overdynget med harme og vrede.

Det er let at forestille sig, at noget lignende meget hurtigt kan komme til at ske for “Kongens store tale”, der vil blive set som en stokkonservativ gammel sag, der tog prisen fra mere nytænkende værker såsom “The Social Network”, “Black Swan” og “Inception”. Det ville imidlertid være synd, for ganske vist er “Kongens store tale” en opvisning i klassisk filmhåndværk, men den er ikke desto mindre en ualmindeligt fremragende en af slagsen.

Fortællingen omhandler en mand, hvis opgave det er at tale til fælles inspiration i dystre tider, men som skæbnen har udstyret med en lammende stammen. At stamme kan utvivlsomt være ydmygende nok selv under de bedste omstændigheder, men at gøre det, når hele nationen forventer en klar, opmuntrende og styrkende tale, må være rædselsvækkende. Det er ikke desto mindre præcis den situation, som Englands fremtidige konge kommer til at stå i. Han var ellers ikke den første arving til tronen, men da hans ældre bror Edward dropper titel til fordel for kærligheden, er den forsagte Bertie pludselig ganske ufrivilligt kommet i spotlyset.

At stamme forbindes ofte – ganske urimeligt – med usikkerhed, hvilket selvsagt er en kæmpe ulempe for en fremtidig konge og samtidig også en slags selvopfyldende fordom, da Bertie pga. den evig og altid har været underlagt følelsen af at være en skuffelse. [i]”Tag dig nu sammen!”[/i] lyder det fra faderen, der utvivlsomt som mange samtidige tror, at det i bund og grund blot er et spørgsmål om simpel viljestyrke. En australsk talepædagog ved navn Lionel Logue kommer lykkeligvis til undsætning, og det er det spirende venskab mellem de to mænd samt kampen for at overkomme talebesværet, der bliver filmens omdrejningspunkt.

“Kongens store tale” er instrueret af Tom Hooper, der tidligere har stået bag fodboldfilmen “The Damned United”. I den instruerede han Michael Sheen til en blændende præstation, og den evne har han bevaret her, hvor både Colin Firth, Geoffrey Rush, Guy Pearce og Helena Bonham Carter ligeledes alle leverer førsteklasses skuespil. Det er let at forestille sig “Kongens store tale” som en støvet stiløvelse, men Hooper er god til at nedbryde forventningerne og gøre beretningen levende. De store paradescener og pompøse opstillinger, som sædvanligvis følger genren, er stort set fraværende. I stedet holder han kameraet tæt på skuespillerne og lader for det meste handlingen udspille sig i lange mennesketomme korridorer, hvis tomhed synes at understrege kongens følelse af isolation og indespærring.