Filmz
Kung Fu Panda 2

Kung Fu Panda 2

Medvirkende:

Jack Black, Angelina Jolie, Dustin Hoffman, Gary Oldman, Jackie Chan, Seth Rogen, Lucy Liu, David Cross, James Hong, Michelle Yeoh, Danny McBride, Dennis Haysbert, Jean-Claude Van Damme, Victor Garber, Mike Bell

Instruktør:

Jennifer Yuh

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Action, Komedie, Animation, Familie

Kung Fu Panda 2

[b]Hvis du troede, pandaer kun kunne nyse…[/b]

For mit vedkommende var DreamWorks’ første “Kung Fu Panda” en af 2008’s allerstørste positive overraskelser. Jeg havde bestemt ikke forventet mig meget af filmen, især på grund af DreamWorks’ daværende repertoire. “Kung Fu Panda” udkom i kølvandet på filmselskabets skuffende “Shrek den tredje”, metervarerne “Stort ståhaj” og “Over hækken” samt den rærlige “Madagascar”. Hvor konkurrenterne hos Pixar mestrede balancegangen mellem stil og substans, var DreamWorks-folkene mere tilbøjelige til blot at lade nuttede, talende dyr falde på halen. Men “Kung Fu Panda” gik imod strømmen med en inspirerende [i]dreng bliver mand[/i]-fortælling af “Karate Kid”-varianten, som var indsvøbt i festlig humor og overrumplende action. Pandastisk.

[image=65075]

Alligevel var jeg skeptisk, da en fortsættelse blev annonceret. “Kung Fu Panda” leverede en solid, selvstændig fortælling, og da den sluttede, havde pandaen Po fuldbyrdet sin forudbestemte skæbne og udviklet sig fra en bøvlet dumrian til en vaskeægte helt med kung fu-ekspertise. Filmen lod ikke just døren stå på klem for en toer, men gudskelov blev min skepsis hurtigt gjort til skamme. “Kung Fu Panda 2” tager hånd om det eneste ubesvarede spørgsmål i den første film, Pos herkomst, og den bruger mysteriet som sprængbræt for et brag af en historie, der – ligesom etteren – leverer sin obligatoriske moralprædiken (ringe selvværd og klodset kropsbygning er ikke nogen hæmsko for succes) med et overskud af charme og et kærligt glimt i øjet, som får ens parader til at kollapse.

Der var altid noget mistænkeligt ved det faktum, at Pos far i den første film var en gås, og fjerkræet bekræfter da også tidligt her i toeren, at den buttede bamsebjørn faktisk er adopteret. Der skal ikke afsløres for meget af plottet her, for filmen er rig på spændende twists, men Pos fortid viser sig at være tæt knyttet til påfuglen Shen, som netop er vendt tilbage til Kina efter flere års eksil for at hævne sig på de magthavere, der i sin tid fordrev ham efter en blodig massakre. Netop den massakre er et af historiens omdrejningspunkter, og selvom blodbadet naturligvis ikke bliver udpenslet, har filmen afgjort nogle dystre momenter, der er med til at gøre den mere tillokkende for ældre tilskuere, og som samtidigt danner en passende modvægt til den markante humor.

[image=65078]

Det ville være synd (for ikke at sige forkasteligt) at affeje actionsekvenserne i “Kung Fu Panda 2”, bare fordi filmen er computeranimeret og børneorienteret. De tempofyldte kampscener er så vittige og vanvittige, at man konstant tager sig selv i at le ustyrligt, simpelthen fordi de er så afsindige og afsindigt underholdende. Alle de velkoreograferede slag går perfekt i spænd med de mange [i]punch[/i]lines, som de krydres med. [i]”Min næve hungrer efter retfærdighed!”[/i] skråler Po resolut efter en gruppe bidske ulve. Da pandaens rumlende mave får hans stålfacade til at krakelere med et brag, konstaterer han prompte: [i]”Det var min, øh… næve.”[/i] Gemytligt.

Actionscenerne krydres med morsomme momenter som dette samt mere seriøse (og indimellem direkte rørende) øjeblikke, der skildrer Pos traumatiske fortid. Men man ville alligevel have ønsket, at der var lidt flere af de sidstnævnte stunder. Ligesom Spielbergs jævnaldrende animationsfilm, “Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, starter “Kung Fu Panda 2” med et brag, og derefter går den sjældent ned i gear. Derfor keder man sig aldrig, men samtidigt kommer vi heller ikke helt så tæt, som man kunne have håbet, på den elskværdige (og forbavsende menneskelige) Po og hans kække kammerater. Og så er det også lidt en skam, at joviale kendisser som Jackie Chan, Danny McBride og en nytilkommen Jean-Claude Van Damme bliver brugt så lidt.

[image=65077]

Til gengæld er Jack Black atter en uforbeholden fornøjelse som Po. Blacks karisma, endeløse entusiasme, sympatiske aura og sprælske mimik har transcenderet lydstudiets vægge og gennemsyret hans computerskabte alter ego. Gary Oldman hvæser og hviner desuden til den store guldmedalje i rollen som Shen. Alle har tydeligvis moret sig bag mikrofonerne, og deres begejstring smitter. Den første “Kung Fu Panda” udløste startskuddet til en renæssance inden for DreamWorks, som sidste år diskede op med nyklassikeren “Sådan træner du din drage”, og her har de begået en perle af samme høje kaliber. Slutningen lægger i øvrigt op til et tredje kapitel. Personligt kan jeg knap nok vente.
[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Ligesom de fleste nyere 3D-animationsfilm ser “Kung Fu Panda 2” fuldstændig fejlfri ud i HD. Detaljerigdommen er gigantisk, ikke ét tilnærmelsesvis sløret billede optræder, både farvegengivelsen og kontrasten er ufejlbarlig, og ingen forstyrrelser forekommer. Sagt med andre ord: Dette er et fuldkommen perfekt transfer.

[image=65076]

[b]Audio[/b]

Udgivelsens Dolby TrueHD 7.1-mix har hobevis af mindeværdige øjeblikke, men jeg havde alligevel håbet på mere slagkraft. I filmens store actionsevkenser virker det indimellem, som om lydeffekterne er blevet tonet lidt ned, og ikke alle slag, spark eller eksplosioner har den auditive power, de bør have. Måske skyldes det, at der er klare regler for, hvor voldsomme lyde må være i børnefilm, men de restriktioner hæmmede f.eks. ikke lydsporet til “De utrolige”. Hvorom alting er, lyder de storslåede sekvenser lyder stadigvæk [i]virkelig[/i] godt. De burde bare have lydt [i]fantastisk[/i]. Replikkerne er klokkeklare, Hans Zimmer og John Powells mægtige musik ligeså, lydatmosfæren er solid, og der er et ocean af pragtfulde panoreringer.

Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også, og selvom det naturligvis er mere komprimeret (og dermed mindre klart og slagkraftigt end det engelske mix), har de danske skuespillere leveret en fornem indsats bag mikrofonerne, så Danmarks børnefamilier kan med god samvittighed slå lydsporet til.

[image=65073]

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Jennifer Yuh Nelson, produceren Melissa Cobb, animatoren Rodolphe Guenoden og scenografen Raymond Zibach har indtalt et informativt kommentarspor til filmen, som dog også er en smule teknisk, så det er nok kun 3D-grafikere og filmens allerstørste fans, der for alvor vil sætte pris på det. En del sjovere er et video-kommentarspor, der byder på alskens interessante klip, billeder og interviews, mens filmen kører. Lidt i samme boldgade er et trivia-spor, der disker op med adskillige tekstlige anekdoter under filmen.

Her er også en interaktiv guide til de steder i Kina, som filmholdet besøgte for at finde inspiration til filmens miljøer. Derudover er her et par korte dokumentarer, som fokuserer på skuespillerne og virkelighedens pandaer, samt fire (ganske overflødige) slettede scener, diverse musikvideoer og trailere til DreamWorks’ andre animationsfilm, et lille kursus i Mandarin-sproget og et interaktivt spil, som de mindste formentlig vil elske. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen.

[image=65080]

Kort om filmen

Det var den fredelige og madglade panda Pos skæbne at blive den legendariske Dragekriger. Nu står han i spidsen for de mægtige fem kung fu-krigere fra Fredens Dal – Tiger, Trane, Knæler, Hugorm og Abe. Sammen bekæmper de ondskab og forsvarer de hjælpeløse, men de står over for noget af en udfordring, da de møder Lord Shen. Denne albino-påfugl har tæmmet krudtets kræfter til langt mere dødbringende formål end fyrværkeri, og med sin hær af tro håndlangere udstrækker han sit herredømme fra hovedstaden. Men inden Po og hans venner kan møde denne nye trussel, må Po ud på en personlig rejse tilbage til sine rødder… for hvordan kan det nu lige være, at han er søn af nudelkokken Hr. Ping – en gås? På en eller anden måde er Pos og Lord Shens skæbner spundet sammen…

Ads by MGDK