Det er sommetider med en vis skepsis, at man sætter sig i biografsædet for at se en efterfølger. Indimellem strejfes tankerne af udtryk som [i]”stop nu, mens legen er go’!”[/i]. Men fans af “Kung Fu Panda” kan ånde lettet op, for i den splinternye toer er pandaen Po om muligt endnu mere elskelig end før. Der er gået tre år siden sidst, og han har været savnet – men ikke nok med, at “Kung Fu Panda 2” lever op til sin forgænger, så er fortællingen selvstændig nok til, at man snildt kan nyde den uden at have set etteren.
[image=61631]
På elegant vis indleder “Kung Fu Panda 2” sin fortælling med et slags dukketeater, der leder os tilbage til fordums tid i det gamle østen, og som samtidigt introducerer os for Lord Shen og Pos kommende udfordring. Flotte, håndtegnede sekvenser som denne er med til at styrke filmens charme, alt imens alskens vittige [i]oneliners[/i] gør fortællingen mere nutidig og humoristisk.
[image=61633]
I den danske version lægger Rune Klan atter stemme til vores helt Po, og det er et match, som endnu lever i bedste velgående. Som nyeste skud på stammen kan man lægge øre til Olaf Johannesens røst i form af den onde Lord Shen, som dog desværre ikke gør sig synderligt bemærket, og til tider misundes amerikanernes version af “Kung Fu Panda 2”, hvori selveste Gary Oldman er stemmen bag den djævelske Shen.
[image=61632]