[b]Familier for enden af regnbuen[/b]

Der er egentlig lidt snyd, en slags film-doping, at bruge en panda som hovedperson. Populariteten er givet på forhånd, hvem ville ikke heppe på hele verdens underdog? selve symbolet på hjælpeløst krammedyr og maskotten for en bedre WWF-verden. Men selv sure antidoping-anmeldere må en gang imellem kaste deres tanker om en ‘ren filmkunst’ væk og overgive sig til den sort-hvide snyder med det store hjerte (altså billedligt talt, ikke som konsekvenserne af EPO-misbrug).

Po er tilbage. Og ikke så overraskende er der ikke sket så meget. Begge forløbere var succesrige og vellavede, og man har taget skabelonen og klippet den lidt til uden at ødelægge det, der virker. Det er stadig sjovt at se en klodset, sulten bjørn dyrke kampsport og variationen er tilpas stor til at de begyndende træthedstegn gemmer sig godt. Alligevel er det efterhånden lidt trættende at se Po lære sig selv at kende sammen med Jack Blacks plapren hen over alvorlig kinesisk mytologisnak er ved at være en slidt joke.

Pandaen og hans kumpaner skal for tredje gang kæmpe imod en fjende, der virker fuldstændig usårlig. Selv ikke den mega magtfulde skildpaddemester, Ooghwai, kan slå Yak-oksen Kai, der vender tilbage fra åndernes rige. Skildpadden når dog at gnægge indforstået om, at skæbnen har valgt en anden til at overvinde den sværdsvingende tyr. Man forstår efterhånden godt, at Kai (som mange før ham) bliver lidt knotten over al det kryptiske Miyagi-mumleri. Men hvis munkene talte klart, ville der nok ikke være noget plot.

Red-verden-delen er i det hele taget noget af det mindst interessante ved “Kung Fu Panda 3”. Udviklingen af skurke ligner efterhånden en mekanisk gang stigeklatring som i “Mortal Kombat” eller “Street Fighter”. Hver ny modstander er stærkere end den sidste, uden at man helt kan forklare hvorfor, ud over noget med flere arme og mere grøn magi. Chi og yin og yang og andre mytologiske størrelser flyver rundt som orange fyrværkeri, og selv om det er flot animeret, fiser lysshowets spænding lidt ud.

Velfungerende er til gengæld tilføjelsen af Pos rigtige far, Li, der hiver ham ud af armene på adoptivfaderen Mr. Ping og med til pandaernes bjerg. Den stankelbenede trane, der forsøger at beholde det barn, han har opdraget til en voksen dragekriger, er helt igennem rørende. Poul Hüttel skifter fint imellem vimset, distræt nudelfjolleri og ægte, desperat afsavn. Han er sammen med Rune Klans sympatiske Po en fin afveksling fra kung fu-gentagelserne. Om det er et problem for en film, der har kung fu i titlen..? Tjaah, ikke mere, end at der er plads til begge dele.