[b]Drømmefyren[/b]

Per Flys “Danmarkstrilogi” – der havde fokus på den menneskelige psykologi og det skildrede miljøs realisme – satte et tungt aftryk på det netop overståede filmårti. Den sidste film i trilogien og den mest interessante, “Drabet”, afsluttede med en fremmedgørende sekvens, hvor Jesper Christensens karakter flyver væk på sin svævedrage – nærmest som en lovning fra Fly på at tage et skridt væk fra realismen og hen imod en mere modernistisk form. Det løfte synes nu at blive indfriet med “Kvinden der drømte om en mand”.

En kvinde kaldet K, hendes lille lykkelige familie indeholdende mand og datter og så den mand, hun længes efter – den mystiske mand fra hendes drømme. Et klassisk trekantsdrama. Nat efter nat hjemsøges den danske modefotograf K af drømme om en mand. På et job i Paris møder hun manden, der viser sig at være fra Polen. En affære udvikler sig i Paris og senere i Warszawa, hvilket fanger K i et frygteligt dilemma og dobbeltspil imellem den flygtige erotik og familiens varende værdier. I spændingsfeltet imellem drøm og virkelighed udlever K sin drøm, der måske ender med at blive til mareridt?

Per Flys seneste filmudspil er ikke hverdagskost for dansksprogede film, der med Susanne Bier og Fly selv er blevet kendt for at fokusere på den menneskelige psykologi helst i en parforholdsramme. Fly bryder markant med denne tilgang med “Kvinden der drømte om en mand”, hvor æstetik og form er i højsædet og giver mindelser om 60’ernes italienske modernister dog uden at hænge i fortiden – filmen er helt sin egen. Lækre parisiske gader, dragende gyder, dansende skygger og Warszawas rå ruinlandskab er på sin vis filmens omdrejningspunkt, hvor Fly så har fyldt disse besnærende locations op med et højerotisk drømmespil. Der skal sanses, smages og nydes i denne fortættede og skarptskårne europarejse.

Filmen indledes med en fotosession i Paris, hvor fotografen K tager højæstetiske billeder af et tomt stykke kød, modellen. Allerede her indledes to af filmens centrale temaer. På den ene side er filmen blot et rent stykke nydelse med en dragende tomhed – præcis som et modefotografi. Men som filmen langsomt udreder, og som står klart med den genialt overraskende slutning, så skal der to til en tango, og modparten kan aldrig blot reduceres til et objekt, men lever og ånder også uafhængigt af dig og dine drømme, hvilket K må indse er tilfældet med sin drømmefyr. Så på sin vis er filmen en ensidig hyldest til det sanselige om at udleve sine forbudte drømme, alt imens den i samme åndedrag udfordrer den rene uetiske Don Juan, hvilket afstedkommer en elegant dobbelthed.

Udover komponeringen af filmens billedside er det det stærkt erotiske element, der understreger filmens formfokus. En grænseoverskridende indbydende Sonja Richter sætter få fodtrin forkert som kvinden på drømmende eventyr, og der bliver ikke sparet på noget i de udpenslede samlejescener med den mystisk polske Don Juan, spillet lydefrit af Marcin Dorocinski. Intenst pirrende foregår deres affære i en parisisk gyde og nærmest primalt råt i en polsk kælder. Geografiernes visuelle udtryk overføres til samlejet, hvilket understreger Flys fokus på de stemninger, der udstrømmer fra den valgte iscenesættelse.