[b]Mens vi venter på Giuseppe[/b]

Han kommer jo aldrig, ham Giuseppe. Han er både død og begravet. Det står klart allerede fra den første scene i “L’attesa”, hvor en sortklædt Juliette Binoche græder stille tårer i kirken, mens en procession af gamle, sicilianske kvinder kysser fødderne på en statue af Jesus. En anden søn, der døde ung. Den eneste, der ikke ved, at Guiseppe er borte, er Jeanne. Hans ekskæreste, der uventet ankommer til familiens enorme villa for at genoptage forholdet og fejre påske med Giuseppes familie. Han er der ikke. Men han kommer, forsikrer Binoche. Og sammen begynder de to kvinder deres frugtesløse venten på en død mand. En smuk film, der tung og langsom af sorg venter på et mirakel.

På lydsporet synger Leonard Cohen om netop det. At vente på miraklet. Binoche holder sandheden tilbage for Jeanne. Det er et sørgmodigt desperat forsøg på at puste nyt liv i den afdøde søn. Så længe de venter, lever han. I hvert fald i den unge piges forventning. Og så er det jo påske. Højtiden, der sætter dødens normale orden i parentes. Tanker om korsfæstelse og genopstandelse er allevegne i det katolske land. På den måde leger den debuterende instruktør, Piero Messina, med publikums forventninger.

“L’attesa” er Messinas første lille skridt ud af sin læremesters skygge. Som assistent på Paolo Sorrentino “Den store skønhed” og “This Must Be The Place” har han haft rig mulighed for at kigge den italienske Oscar-instruktør over skulderen. Og det kan ses. Billedsiden har noget af den samme elegance, som kendetegner Sorrentinos bedste film. Dog uden det dér overdådige Felliniske schwung. Messinas film er mørkere, køligere, mere nøgen. Moderens sorg ligger som et dyne-tykt filter over de ellers smukke billeder og giver dem en stemning af ensomhed og isolation.

Men der er også en stemning af noget andet. Noget uforløst. I introsekvensen ankommer Jeanne i lufthavnen til toner af det britiske band, The XX. Sovekammermusik for de tøvende typer med nedslåede blikke. Den første aften lurer Binoche gennem døren på den smukke pige, mens hun klæder sig af. Sorg og kærlighed til sønnen kanaliseres i retning af hans kæreste og bliver til en anden slags forvirrede følelser. Det er subtilt, ikke helt seksuelt, men i hvert fald en slags ømhed, som komplicerer situationen yderligere. Det, at hun holder af hende, gør det kun sværere at fortælle Jeanne sandheden.

Ligesom påsken, så er “L’attesa” en konstruktion, der kræver, at den normale dømmekraft midlertidigt suspenderes. Jeg forstår udmærket, hvorfor Binoche handler, som hun gør. Men Jeanne. Hendes naivitet presses til grænsen. Hun køber uden videre Binoches tyndt improviserede forklaring på Giuseppes fravær. Selv om den ikke forklarer, hvorfor han ikke svarer på hendes opkald eller beskeder. Og i øvrigt ikke har gjort det længe. Stemningen i huset, de sigende blikke fra tjenestefolk, der modvilligt har fået besked på at holde på hemmeligheden. [i]Vil[/i] hun gerne bedrages? Spiller hun ubevidst med? Måske. Men jeg forstår det ikke.