Skægget – og mystikken – der forsvandtMange danskere lider af en fordom overfor franske film, og mener at de er hamrende langsommelige og gabende kedelige. De er kun noget for frankofile cineaster. Den første fordom gør sig ikke gældende for “La Moustache”, men den sidste peger meget rammende i retningen af instruktøren Emmanuel Carrères mystiske og pseudofilosofiske thriller. Filmen vil hellere bruge tid på at være fremmedgørende og gådefuld end egentlig sammenhængende, selvom den bør have ros for sin dybt originale og syrede grundidé.

For at ridse kort op: Marc beslutter en aften at barbere sit overskæg af, og er spændt på at se folks reaktion – om de kan genkende ham. Han bliver lettere paf, da hans kone Agnes ikke synes at bemærke forandringen, ja, alle andre, han kender, lægger overhovedet ikke mærke til det. Marc mistænker sine omgivelser for at udsætte ham for en grov spøg, men da han konfronterer dem, påstår alle hårdnakket, at han da aldrig har haft noget overskæg. Lige så stille skrider hverdagen ud for stakkels Marc, der snart ikke ved, hvad han skal tro på. Er han ved at blive vanvittig? Er han offer for et absurd komplot? Eller er det selve virkeligheden, som spiller dem alle et puds?

For at være ærlig, så var denne anmelder ikke blevet meget klogere, da rulleteksterne til sidst tonede frem på lærredet. Den meget åbne slutning kunne have resulteret i en fascinerende gådefuldhed, men ved nærmere eftersyn synes mystikken ikke at stikke dybere end det jævnt rodede. Og det er en skam, for filmens præmis, der åbner op for et surreelt tagselvbord af eksistentielle dilemmaer, er ikke bare god, men så forfriskende opfindsom, at man kun kan tage hatten af for Carrère. Han står også selv bag manuskriptet og den bog, det er baseret på. Selve filmen fungerer upåklageligt i første halvdel, trods det adstadige tempo, sparsomme dialog og ditto persongalleri. Som den skægløse Marc skaber Vincent Lindon en fascinerende karakter med meget få midler og maler et overvejende dragende portræt af en lige dele gådefuld og paranoid mand, der synes fanget i et skræmmende virkeligt mareridt.

Spændingen i den simple thriller ligger i den konstant foruroligende stemning, som både kamera, skuespillere og lydside er med til at fremhæve. For slet ikke at tale om de mange drejninger, plottet tager undervejs – når man endelig tror sig sikker, trækkes tæppet igen væk under såvel Marcs som publikums fødder. Dette fungerer fint i starten, men som præmissen efterhånden malkes for finurligheder, bliver filmen mere og mere ufokuseret. Der kræves ikke som sådan en pæn og firkantet forklaring, men man kan ikke undgå at føle, at galskaben i sidste ende ikke fører nogen steder hen. Det ender ikke med et brag, men en forsludret og noget selvoptaget hvisken. Og på det tidspunkt er de fleste nok stået af.