GråzonerMexicansk film har gennem de seneste år oplevet en kreativ opblomstring, der både har affødt solid underholdning samt regulære mesterværker. Fælles for mange af filmene er, at de har formået at kombinere den gode historie med et kritisk blik på de mange brudflader, der er opstået ikke kun i det moderne mexicanske samfund, men også i resten af verden. Det gælder også for “La Zona”, der udover at være en intens thriller også giver sig i kast med forholdet mellem rig og fattig.

“La Zona” lægger ud med en lille hilsen til David Lynch og dennes forhold til forstadskvarterer, som man følger drengen Alejandro igennem zonen. Det er en bydel, der med sine ensformige rækkehuse ikke synes at rumme andet end idyllisk fred for de voksne, som konverserer på græsplænerne og børnene, der leger på gaderne.

Men som kameraet retter blikket mod en omkransende mur, der med pigtråd og kamera holder øje med både beboerne og folkene udenfor muren, synes zonen alligevel at gemme på noget fordækt under den fine overflade. Der går da heller ikke lang tid før, at roen forstyrres af tre unge indbrudstyve, der en aften trænger ind i zonen. I stedet for at gå til politiet, tager beboerne den mere drastiske beslutning at selv jage de tre uindbudte gæster på porten. Mens de tre unge ender som jaget vildt, afsløres der dog flere og flere forrådnede sider af både zonen og dens indbyggere.

Tempoet holdes i et højt gear igennem “La Zona”, men alligevel lykkes det filmen langt hen ad vejen at kombinere en elementær spænding med mere samfundsrevsende stunder. Filmens billeder formår fint at etablere thrillerstemingen med kameraernes konstante overvågning og de adskillige menneskejagter, der finder sted undervejs. Særligt musikken hjælper også til med at tilføje en intens og sitrende energi til forløbet.

Men hvor “La Zona” adskiller sig fra at være en regulær thriller er i de mange moralske og politiske gråzoner, som karaktererne bevæger sig igennem undervejs. Hvilke valg og konsekvenser er personerne i zonen villige til at acceptere for at beskytte deres ø i samfundet? Det er ikke svært at se den åbenlyse allegori, som filmen gerne vil skabe mellem sit eget mikrokosmos og så til den adskillelse, der er ved at finde sted på verdensplan mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Subtilt er det ikke, men der skabes stadig stærke billeder af den manglende virkelighedsfornemmelse, som livet bag murerne skaber for personerne, der bor der.