[b]Hun var alene, men så kom han forbi…[/b]

Velkommen til ugens bladnovelle: Den består af en længselsfuld kvinde, forladt af manden og med den slags ar på sjælen, som kun kan heles af en rigtig mand med et skæg, der ligner sort ståluld, og hænder, som ved, hvordan en topnøgle skal bruges. Kate Winslet er kvinden, der kan styre sådan en hengemt forstadsfrue hjem på rutinen fra “Little Children” og “Revolutionary Road”. Manden er en af de mest mandede mænd, der kan opdrives: Josh Brolin. Sammen gør de et stift skabelonoplæg til en film, som er værd at abonnere på.

Historien fortælles ud fra et børne- på vej til teenager-perspektiv. Fra kvindens søn. Der mystificeret må indse, at han ikke kan give sin mor alt, hvad hun behøver. Alt, hvad hun længes efter. Det kan Josh Brolins undvegne fængselsfange derimod. Det fortæller drengen os endda forbrugervenligt selv, hvis vi var i tvivl. Igennem en voice-over, leveret uskyldigt drenget af Tobey Maguire, der spiller drengen som voksen, får vi det hele serveret – der skal ikke tænkes unødigt til denne novelle.

For i ugebladsnoveller skal der ikke tænkes, der skal føles. Derfor er det heldigt, at filmens instruktør hedder Jason Reitman. En mand, som har vist, at han har styr på de bittersøde harmonier i “Juno” og “Up in the Air”, hvor særligt disciplinen stemningsskabende musikmontage leveres så godt, som den slags kan. Til den intenst urolige lyd af hviskende harpestrenge kunne jeg ikke bare føle, men næsten mærke de sukkerklistrede ferskner, som flygtningen sammen med sine to ufrilligt frivillige fanger – mor og søn – ælter med fingrene og næsten dufte den efterfølgende ferskentærte brune i ovnen.

Fortællingens udvikling er svær at lade sig overraske af – andet ville være overraskende. Men måden udviklingen af historien fortælles på – der spænder over de dage, hvor den flygtende mand holder lav profil i kvindens suburbane hus midt i Massachusetts fugtigt svedende sommervarme – er en, der mærkes. Indledningsvis bindes hun til en køkkenstol af mistro. Her kunne der fortællemæssigt uden problem have været klippet fra idé til konsekvens. Fra ubundet til bundet. Men så ville man ikke mærke energien i manden, den forbudte, straffede mand, der med en slags tvang langsomt, næsten lidenskabeligt binder hende, kvinden, der trænger til at blive rørt. Scenen og samspillet generelt Winslet og Brolin imellem er erotisk dirrende, så det føles.

Men der mangler lidt konflikt i novellens motor. Brolins fange er god, en frelser. Og drengen puster sig aldrig for alvor op til den Ødipus, han kunne være. Han er ikke mand nok til at udgøre en farlig nok modstand for sin mors nye ven med skæg. Derfor trasker filmen lidt for adstadigt af sted uden at rykke ved sin skabelon. På mange måder er det også Reitmans skabelon. I sine film ser han altid begge sider af sagen. På abort i “Juno”, rygning i “Thank You For Smoking” og fyringer i “Up in the Air”. Der er ikke gode og onde hos ham, men forskellige synspunkter. Det er hans styrke. Her grænser det til at blive for konfliktfattigt.