Sascha Baron Cohen spiller endnu en gang liderligt røvhul i Netflix-komedie, der bruger halvanden time på at forklare en pointe, de fleste fangede efter tyve minutter.

Damian Sachs har penge, status, succes og en imponerende selvtillid, der vokser proportionalt med hans mangel på selvindsigt. Ledsaget af en hæs og lummer fortællerstemme, glider han gennem Londons reklamebranche som en mand, der er vant til, at verden bøjer sig efter ham.

Filmen følger ham konstant med tonerne af “Pony” på lydsiden som soundtrack til en mand, der er overbevist om, at alle vil have ham. Damian praler med sine seksuelle erobringer, sin magt og status, mens han bruger størstedelen af sin tid på at tale bukserne af medarbejdere, kollegaer og stort set alle med en puls.

Sascha Baron Cohen spiller rollen præcis, som man forventer. Og det er lidt problemet. Vi har set ham spille variationer af den samme karikerede idiot i Borat, Brüno og Diktatoren før. Han er stadig effektiv som et menneske med oppustet ego og nul situationsfornemmelse, men figuren føles så velkendt, at filmen aldrig rigtig overrasker.

På hans arbejdsplads, Atlas Agency, bliver kvinder tilsyneladende forfremmet ud fra kvoter og alfabetisk rækkefølge, og Alexandra Fox “vinder” nærmest stillingen som kreativ direktør som en del af virksomhedens performative diversitetsstrategi. Rosamund Pike forsøger at tilføre rollen autoritet, men filmen skriver hende mere som symbol end menneske.

Manden bliver til pynt

Efter Damian går direkte ind i en lygtepæl under endnu en selvfed monolog, vågner han op i en parallelverden, hvor kvinderne sidder på magten, og mændene er reduceret til pyntegenstande, husmænd, sociale accessories og sexobjekter.

Damian bliver reduceret til præcis det, han selv har reduceret kvinder til hele sit liv. Fysisk kapital vægter højere end faglighed, og hans søster fortæller ham direkte, at ingen vil forfremme ham, hvis han ikke er “promotably fuckable”.

Så Damian gør det eneste naturlige.

Damian går all in på fysisk optimering. Han shopper i Victor’s Secret, får penisfiller, hårfjerning og må navigere i det absurde balancepunkt mellem at være attraktiv, men ikke for attraktiv. Professionel, men stadig sexet. Burger Queen bliver skiftet ud med grøn salat, og Damian må bide i det sure æble i jagten på at blive attraktiv nok til at have en karriere.

For første gang er Damian ikke den, der objektiviserer andre. Han er den, der bliver reduceret til en krop. Seksuel chikane bliver affejet som komplimenter, og grænser bliver gjort til følelsesmæssige overreaktioner.

Problemet er bare, at filmen bliver ved.

Og ved.

Og ved.

We get it

Efter de første 30-45 minutter har Ladies First sagt alt, den har at sige. Resten af filmen føles som én lang gentagelse af den samme joke.

Ja, kvinder bliver vurderet på udseende.

Ja, seksuel chikane bliver ofte normaliseret.

Ja, mænd i magtpositioner kan opføre sig grotesk privilegeret.

Vi forstår pointen.

Filmen er løst baseret på den franske I Am Not an Easy Man (Je ne suis pas un homme facile) fra 2018, og idéen føles heller ikke ligefrem ny længere. Problemet er ikke pointen. Problemet er, hvor mange gange filmen føler behov for at gentage den.

Hver eneste scene føles som om, filmen er bange for, at publikum ikke selv forstår pointen, og hele filmens univers føles skruet så langt op, at satiren mister enhver form for nuance.

Musikken hjælper heller ikke ligefrem på nuancerne. Hver gang Damian opfører sig som et lumsk svin, bliver det ledsaget af tunge popbeats og forførende musikvalg, der skriger pointen direkte ind i hovedet på publikum.

Sascha Baron Cohen redder, hvad han kan

Selvom filmen ofte bliver tung i sin egen satire, holder Sascha Baron Cohen stadig flere scener oven vande alene på timing og energi.

Rosamund Pike gør også, hvad hun kan med rollen som Alexandra Fox, særligt i filmens senere del, hvor magtbalancen mellem hende og Damian ændrer sig markant. Men generelt lider filmen under, at karaktererne drukner i filmens behov for konstant at forklare sit budskab.

Ladies First er ikke uden gode idéer. Enkelte scener er oprigtigt sjove, og filmens bedste idéer rammer noget både genkendeligt og ubehageligt omkring køn, magt og arbejdspladskultur.

Men som satire føles filmen mærkeligt forsinket. Som om den tror, den siger noget chokerende nyt, selvom MeToo-debatten har kørt i årevis. Den ender som halvanden times mansplaining om mansplaining.

Ladies First lander på Netflix 22. maj.