Det er svært at diskutere den publikumssplittende “Lady in the Water” uden at nævne dens nylige Razzie-nominering for ‘Årets værste film’. Måske bør filmens instruktør, M. Night Shyamalan, føle sig beæret. Marlon Brando og Laurence Olivier har før taget den knap-så-prestigefulde pris med hjem. Men spøg til side, så er nomineringen en på alle måder grotesk gestus, som man kun kan le af. For måske lyder denne fortælling om en vandnymfe, som dukker op i en swimmingpool for at agere muse for en aspirerende forfatter, i første omgang som en ufrivilligt komisk brøler, men filmen er i stedet en herlig hyldest til den simple godnathistories glemte og mirakuløse væsen.

Man kan ikke ligefrem bebrejde det globale biografpublikum, at det har givet Shyamalans seneste værk den kolde skulder. Filmen blev markedsført som en intens thriller/gyser ligesom flere af mandens tidligere produktioner. Men filmens varmblodede, naive historie tilhører snarere eventyrgenren. Ligesom det farverige persongalleri er man ofte forbløffet over at se så eventyrlige elementer indsat i en troværdig, realistisk dagligdag. Og heldigvis bliver fortællingens virkelighedsfjerne bestanddele ikke affejet som usandsynlig nonsens af karaktererne – det er forfriskende at se fiktive figurer godtage så alternative og besynderlige hændelser, og det gør det mere fristende for os at gøre det samme.

Men netop det at acceptere Shyamalans unikke blanding af virkelighedens og fablernes verdener har været svært for mange. Med mindre man giver sig i kast med “Lady in the Water” med et åbent sind og gerne i kontakt med ens indre barn, kan det være svært at sluge den ganske vist søde, sentimentale og letfordøjelige beretning – tre adjektiver, som ikke nødvendigvis behøver at være tillagt negativ værdi, med mindre de bliver inkluderet i for store doser, hvilket ikke er tilfældet her. Man bliver rørt og bevæget, ikke manipuleret. Netop det, at filmen ikke beskæftiger sig med komplekse narrativer, dybsindige problemstillinger eller de fjerneste afkroge af følelsesspektret, gør, at filmens godhjertede og simple budskab fremstår stærkere og dejlig ufortyndet.

Ensemblet er helt fantastisk, anført af den ufejlbarlige Paul Giamatti (et sammenbrud sent i filmen står som et af skuespillerens allerstørste øjeblikke) som boligkompleksets stammende vicevært og bedårende Bryce Dallas Howard som undinen Story. Og vi har ikke engang nævnt James Newton Howards eminente musik endnu (dette års Oscar-ceremonis største forseelse) eller mesterfotografen Christopher Doyles lavmælte, men uafrystelige billedside. Er man villig til at acceptere en film, hvori enorme ørne og græsklædte ulve er mere eller mindre hverdagskost, venter der én en overraskende bevægende og på alle måder unik oplevelse.

M. Night Shyamalans CV er langtfra pletfrit, men med den originale “Lady in the Water” har han endnu engang bekræftet sin status som en af branchens mest uforudsigelige og spændende auteurer.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Der er ikke skyggen af edge-enhancement eller digital støj. Kontrasten er fin, og farverne ser som regel også nydelige ud (dog af og til lidt for matte). Men transferet har et lettere blødt look, og der figurerer udtværing i flere scener. En sjælden gang imellem er uskarpheden endda irriterende og grænsende til det decideret distraherende, og tilfældene af udtværing (primært i forbindelse med undervandsskud og filmens sidste nattescener) er også tydelige, om end aldrig nær så enerverende.

AudioModsat billedsiden er discens engelske Dolby Digital 5.1 spor en ren fornøjelse. Der er ikke voldsom megen aktivitet, men via hele kanalnetværket skaber sporet en herlig atmosfære, som er med til at gøre filmens særprægede fortælling endnu mere engagerende. Newton Howards mageløse musik kommer også fint til udtryk i alle højtalerne, mens filmens fåtallige slagkraftige øjeblikke trænger igennem med tilpas auditiv styrke. Et glimrende eksempel på, at man ikke behøver at bombardere seeren med lyde fra alle kanalnetværkets verdenshjørner for at skabe en formidabel lydoplevelse.

Ekstramateriale”Lady in the Water: A Bedtime Story” (5 min.) fortæller om den børnebog, som Shyamalan har forfattet, der bygger på den samme fortælling som spillefilmen. Instruktøren læser op fra bogen, og vi får lov til at studere flere af dens flotte illustrationer.

“Reflections of ‘Lady in the Water'” dokumentaren er delt op i seks dele, som hver især går tæt på forskellige aspekter af filmen og tilsammen varer ca. 35 minutter. Den er underholdende og forholdsvis informativ, men der er en anelse for megen unuanceret skulderklappen. Man savner bl.a. at høre om filmens kølige modtagelse og især Shyamalans famøse konfrontation med Disney, som kappede alle forbindelser til den engang så efterspurgte instruktør. Der er til gengæld mange fine klip fra optagelserne og især det (kortfattede) interview med James Newton Howard er interessant.

Der er et par minutters delvist morsomme optagelser fra diverse auditions, mens de 3 minutters inkluderede fraklip er en anelse mere fornøjelige. Der er også 5 minutters slettede scener, og de er alle sammen indholdsmæssigt af forholdsvis høj kvalitet, mens kvaliteten af selve billedet desværre er lav. I et par af scenerne hører vi mere om undervandsverdenen, som Story kommer fra. Måske blev de fjernet for at bevare mere mystik i filmen, og man savner dem heller ikke ligefrem.

Filmens teaser og trailer er også inkluderet, og smækker man discen i et dvd-rom drev, får man adgang til filmens website, som indeholder diverse wallpapers, ikoner mm. Siden kan man også sagtens få adgang til uden brug af denne dvd, så nogen unik funktion er det her bestemt ikke.