[b]En forglemmelig film om en uforglemmelig dame[/b]

Der er i bund og grund ikke så meget at sige om “The Lady”, da den simpelthen bare er en virkelig dårlig og forglemmelig film. Luc Besson, der bestemt har lavet fabelagtige film og generelt synes at være en dygtig og habil filmskaber, har her skruet et værk sammen, der er fuldkommen blottet for ideer, som er præget af uhyggeligt svag historiefortælling, og hvis karakterer er utroligt endimensionale. “The Lady” er allerede glemt i det øjeblik, rulleteksterne begynder.

At “The Lady” er blevet så uinspirerende en film er både ærgerligt og ærlig talt lidt mærkeligt, idet den handler om en særdeles inspirerende kvinde. Aung San Suu Kyi, som er filmens omdrejningspunkt, er en af vor tids mest passionerede og idealistiske ildsjæle, og grundet hendes kamp for demokrati og menneskerettigheder i Burma tåler hun sammenligning med både Gandhi og Nelson Mandela. I 1991 vandt hun Nobels Fredspris, mens hun sad fanget i husarrest i Burma, hvorfor hendes mand og to sønner måtte modtage prisen på hendes vegne. Det er perioden i 1990’erne, som “The Lady” først og fremmest beskriver, og man skulle tro, at der var stof nok til at skabe en stor film af.

Imidlertid ligner filmportrættet af Suu Kyi mest af alt noget, der er blevet lavet uden den mindste grad af engagement eller ambition. Hele plottet, der centrerer sig om konflikten mellem Suu Kyis politiske kamp og hendes familieforpligtelser over for manden og børnene i England, savner i dén grad drivkraft. Filmen består primært af uendeligt mange korte scener, hvori en af karaktererne eller en nyhedsudsendelse fortæller os, hvad der sker, eller hvad der skal til at ske. Historien er altså enormt klodset og uopfindsomt fortalt, og Besson formår slet ikke at gøre fortællingen bare tilnærmelsesvis medrivende.

I scene efter scene med uinteressante og ligegyldige hændelser forsøger Michelle Yeoh ihærdigt at trodse det uinspirerende og gumpetunge manuskript og give Suu Kyis karakter lidt liv. Men hun har så forbløffende lidt at arbejde med, at selvom der ikke skal lyde et ondt ord om hendes præstation, så bliver Suu Kyi aldrig en nærværende eller vedkommende karakter. Det samme kan siges om resten af personerne i filmens alt for store persongalleri.

Problemet skyldes i høj grad, at det netop er personerne, der skal drive filmen fremad, men at der aldrig dvæles ved deres personlige historier og følelser, hvorfor den historie, de skal drive fremad, aldrig bliver hverken spændende eller interessant. Det er slående, hvor idéforladt udførelsen af denne film er, hvor ligegyldige karaktererne forekommer, og hvor lidt [i]flow[/i], der egentlig er i historien. De to timer og syv minutter, filmen varer, føles uendeligt lange, og når den sidste akt omsider runder af, leverer den en slutscene, der om muligt har endnu mindre eksistensberettigelse end alt andet i filmen tilsammen.

Jovist, “The Lady” er ikke så ringe, at man ligefrem krummer tæer, men det er svært ikke at blive en smule forarget over, at nogle ellers dygtige filmskabere har lagt så få kræfter i at levere en to timer lang film om en uforglemmelig og vigtig demokratiforkæmper. Det er immervæk anstrengende at se en film, som der er lagt så få anstrengelser i at lave!

[b]Video[/b]

Der er øjensynligt lagt lige så få kræfter i udgivelsens transfer som i selve filmen. Åbningsscenen, der foregår i Suu Kyis barndom, har et grynet look, der nok skal forsøge at give netop den scene et ældre udseende, men det ser blot forstyrrende ud og ligner digitalt støj. Resten af filmen ser nogenlunde ud, men mange detaljer lider druknedøden i de mørkere scener. Skarpheden og detaljerigdommen er på ingen måde overvældende, men i det mindste heller ikke skuffende i distraherende grad.

[b]Audio[/b]

Ud over det faktum at replikkerne går fuldstændig klart og tydeligt igennem, så er der intet betagende eller dragende over udgivelsens lydside. Der var ellers rig mulighed for benytte sig af BD-formatets muligheder til at få stemningen fra tusindvis af demonstranter helt ud i stuerne, men det har man altså ikke formået. Subwooferen slapper af det meste af tiden, og vil man bemærke sine baghøjtalere undervejs, bør man sætte sig [i]meget[/i] tæt op ad dem. Alt i alt er diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor både kedeligt, uinspirerende og monotont.

[b]Ekstramateriale[/b]

At der (heller) ikke er blevet lagt mange kræfter i ekstramaterialet, kom sådan set ikke bag på mig, men at det, der trods alt medfølger, er [i]så[/i] dårligt, havde jeg alligevel ikke forventet. Disken indeholder fem trailers og en enkelt ‘making of’-dokumentar på 21 minutter. Denne lille dokumentar rummer ikke så meget som en enkelt interessant kommentar om filmens produktion, men består blot af spændingsmusik og hurtige klip af folk, der står og filmer. Derudover siger Michelle Yeoh og David Thewlis, at de gjorde sig umage med deres roller, og Luc Besson synes, det er en spændende historie. Prikken over i’et kommer dog, da dokumentaren slutter brat – og med brat, mener jeg midt i en sætning(!). Det er grænsende til det amatøragtige.