[b]Overfladisk sukkerknald[/b]

Lasse Hallström har endnu en gang haft sine fingre ned i roman-kagedåsen. Denne gang har han kastet sig over filmatiseringen af forfatteren Paul Tordays “Salmon Fishing in the Yemen.” Men nogle gange bør Hallström altså beholde sine jävla fingre for sig selv. Tordays anmelderroste debutroman er nemlig blevet transformeret til en sødladen og ligegyldig, pladderromantisk fortælling med malplacerede thrillerelementer og naturprogram-islæt. Tack så mycke, Lasse.

Den småkedelige Dr. Jones arbejder i det britiske departement for fiskeri og landbrug. Det er et temmelig stilfærdigt job, og på hjemmefronten må doktoren tøjle med et stagnerende ægteskab. Men pludseligt bliver han kastet ud i et vanvittigt projekt: En rig sheik fra Yemen vil gerne udbrede interessen laksefiskeri i sit hjemland, og han har taget sin smukke repræsentant Harriet (Emily Blunt) med i et forsøg på at overtale Jones til at hjælpe. Sidstnævnte fascineres selvfølgelig af den skønne og karismatiske Harriet, og inden længe er projektet i gang på trods af Jones’ egentlige modvilje. Projektet falder dog i yderst god jord hos den britiske regering, som ønsker at stable en positiv relation på benene med det mellemøstlige land.

“Laksefiskeri i Yemen” er en vældig suppedas af forskellige genrer, hvilket er filmens største brist. Det ene øjeblik befinder man sig i komisk territorium, det næste øjeblik lander vi i en veritabel elskovsrede, før filmen pludseligt transformeres til et politisk drama. Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at en film mikser genrer på kryds og tværs, men i “Laksefiskeri i Yemen” er skiftene så abrupte, at det føles, som om man ser flere film på én gang – hvoraf ingen af dem er meget værd. Kristin Scott Thomas er dog en smule underholdende i rollen som den iltre britiske premiereministers talskvinde, Patricia, der også agerer husmor. For eksempel da hun “opdragende” råber til sin teenagesøn [i]”Jeg er ikke en af dine kællinger, jeg er din fucking mor!”[/i] Thomas er et forfriskende indspark i Hallströms honningsøde filmatisering, hvor fy-ord ellers ikke forekommer velkomne.

For selvom der både er spænding og politisk [i]spin[/i] på dagsordenen i “Laksefiskeri i Yemen”, så er det altså den altoverskyggende romantik, som ikke overraskende spirer frem imellem Dr. Jones og Harriet, der dominerer filmen (ærlig talt, det havde du nok set komme – vi har jo at gøre med instruktøren bag “Chocolat” og “Dear John”) Man skulle tro, at der står en strygerkvartet i baggrunden, hver gang de to mødes. Underlægningsmusikken er simpelthen så idyllisk og konstant, at den snarere irriterer end fornøjer. Her kunne man godt have overvejet at skrue lidt ned for strygerne, så romantikken var lidt mindre åbenlys, forudsigelig og forceret.

I rollen som Dr. Jones formår Ewan McGregor dog at være udmærket som sarkastisk og bedrevidende lakseekspert, og man bliver underholdt over den store kontrast, der er imellem ham og Harriet. Blunt er derimod en smule intetsigende, men det skyldes primært hendes banale karakter, som ganske vist lader til at være den varme og følsomme pige, som Dr. Jones har savnet, men som i dén grad savner personlighed. Ligeledes savner man mere kød på den noget trivielle handling, som på trods af sin “genrehoppen” ikke leverer nogen synderlige overraskelser overhovedet. Desværre.