[b]Ind i Etiopiens sjæl[/b]

Nogle steder er så fremmede og eksotiske, at vi næsten kun kender til dem igennem nyhedsindslag og det lejlighedsvise naturprogram. “Lammet” kommer fra Etiopien. Og en vigtig del af dens appel er bestemt, at det i Vesten er sparsomt med fortællinger fra Afrikas Horn. Selv om historien om en ung dreng, der af omstændighederne tvinges til at bo hos fjerne slægtninge, i sig selv ikke blæser bagover, så gør den indsigten i en fremmed kultur alene, “Lammet” værd at se.

Min gamle gymnasielærer plejede at sige, at [i]”kunst er et vindue ind til et lands sjæl”[/i]. Med det in mente kan jeg sige, at det, der fylder i den etiopiske folkesjæl, er savn og afsavn. Som Ephraim, der savner sin gamle landsby. Og han savner sin far, der er taget til storbyen for at arbejde, men mest af alt savner han sin afdøde mor, der ikke har efterladt ham andet end minder og et enkelt lam, som Ephraim nu elsker over alt andet i verden. Den lille dreng med de store øjne er nem at holde af, og de mange samtaler med hans kælelam, giver os et stort, men også belejligt, indblik i hans tanker og følelsesliv.

Livet blandt de fjerne fremmede slægtninge er krævende og familiens stenhårde overhoved, Solomon, har ikke meget tilovers for Ephraim. Der etableres hurtigt en fast rutine, hvor Ephraim laver mad, Solomon kommer hjem og kalder ham en pige for at udføre kvindearbejde, herefter dingler Ephraim retningsløst rundt i bjergene med sit lam, kommer hjem igen og laver mere mad, men så kommer Solomon og så videre. Rutinen udspiller sig et par gange i nogle forskellige varianter. Det blev også lidt for meget rutine for mig at se på.

Forcen for “Lammet” bliver, hvordan den lille familie, som Ephraim bor hos, på elegant vis bliver en metafor for det etiopiske samfund. I modsætning til de fordomme, man måske kunne have, er familien i “Lammet” ikke en flok forhutlede og hjælpeløse sorte, der på grund af den hvide mand og kolonitiden nu ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen. Tværtimod er her primært karismatiske mennesker, der kan være både elskelige og ubehagelige, men som er alt andet end hjælpeløse.

Selv om kampen for overlevelse og frygten for tørke altid lurer, er det langt fra det, der er omdrejningspunktet. “Lammet” handler mere om mødet mellem tradition og det moderne. Igennem konflikter som kampen mellem den konservative far og den avislæsende datter eller moderen, der skal vælge, hvorvidt det syge barn skal behandles med medicin eller vievand, viser “Lammet” et hverken ukritisk eller fordømmende billede af et fattigt samfund præget af stærk tro og familiesammenhold.