Tilknappet dramakomedieDer er i løbet af de seneste år blevet uddelt et hav af rosende lauerbær til den unge Ryan Gosling for hans fine talenter inden for skuespillerfaget. At han fortsat evner at imponere skyldes formodentlig, at han gang på gang formår at bibeholde den grundlæggende intensitet, der er ved hans skuespil, samt for hver ny rolle at tilføje yderligere nuancer til hans ageren. Om det er et tårevædet romantisk drama, en retssalsthriller eller et stille komediedrama, som tilfældet er her, lykkes det altid Gosling at give sine karakterer både nerve og hjerte. Hans troværdighed forplanter sig også til “Lars and the Real Girl”, der bliver en ærlig og varm historie, som både frembringer smil og tårer.

Filmen indledes med titelpersonen Lars, der står og stirrer ud igennem et vindue med frost i kanterne. Et enkelt og effektivt billede på den indelukkede tilstand, Lars befinder sig i. Selvom han kan tage vare på sig selv og kan fungere på en arbejdsplads, er kontakten til andre mennesker svær for ham at opretholde. Det på trods af at både hans brors kone og den flinke kollega Margo ihærdigt forsøger at nå ind til ham. I stedet vælger Lars at kaste sin kærlighed over en dukke i menneskestørrelse, bestilt over nettet. Som han stolt præsenterer dukken som sin lyslevende kæreste Bianca til sin bror og svigerinde, overvejer de at få Lars indlagt på en anstalt. Den lokale læge og psykolog Dagmar råder dog i stedet ægteparret og resten af landsbyen til at spille med på Lars’ vrangforestilling, så de kan finde ud af, hvad der ligger til grund for den.

Som udgangspunkt forekommer forholdet mellem den unge mand og plastik-dukken noget absurd, men takket være et manuskript, der vægter troværdighed frem for billige grin, fremstår situationerne og karaktererne aldeles ægte. Dette er kun med til at forstærke og effektivt udnytte kontrasten mellem det mærkværdige setup og miljøtegningen af Lars’ hjemme- og arbejdsliv. I visse scener kammer brugen af dukken en anelse over, som de andre indbyggere også falder for Biancas stive dukkesmil. Men man køber det nu alligevel langt hen ad vejen på grund af det gode skuespil.

Det er nemlig ikke kun Gosling, der blomstrer som den tilknappede Lars. Stort set alle skuespillerne i filmen leverer gode præstationer. Særligt broren Gus og dennes kone Karin, spillet af Paul Schneider og Emily Mortimer, er helt igennem hjertelige som de – med alle de frustrationer, der hører til – forsøger at forstå og acceptere Lars’ forhold til dukken Bianca. Resten af byen er befolket af jordnære mennesker, der på trods af en indledende skepsis også vælger at hjælpe Lars. Det bliver igennem filmen helt rørende at se, hvor meget personerne i byen lever sig ind i forestillingen omkring Bianca som en levende person. Man kan kun undres over, hvordan det i en by med så mange hjælpsomme personer er nået så vidt med Lars’ kontaktfobi i første omgang.

Filmen lægger op til kluklatter i første halvdel, som Biancas pludselige tilstedeværelse skaber bølger i det stilfærdige samfund. Men som forholdet mellem Lars og Bianca bliver mere alvorligt, ændrer filmen også tone, og vægten tipper mod dramaet i anden halvdel, og undervejs bliver tempoet sat en anelse for meget ud af spil. Stemningen i byen og karaktererne leveres dog på en så hjertelun facon, at man ikke kan andet end at holde af den skæve Lars og hans familie og naboer, som de forsøger at forholde sig til hans noget aparte vrangforestilling.