“The Last Samurai” er en flot og dynamisk film, som desværre følger drejebogen for hvorledes sådan en type historie skal skrues sammen lidt for stramt.

Tom Cruise spiller rollen som Nathan Algren, en afdanket krigshelt i 1870’ernes USA, som plages af indre dæmoner og selvhad over sin rolle i indianer-massakren ledet af general Custer. Den eneste form for sjælefred han kan finde er på bunden af en flaske, da han pludselig får mulighed for en lukrativ stilling som konsulent for den japanske hær. Kejserdømmet Japan er under fornyelse og er påvirket af Vestens modernisering. Man mener kun at man kan overleve som nation hvis man kan følge med i udviklingen, og derfor er kejseren og hans embedsmænd gået i gang med at opbygge et jernbanenet, at gå i vestligt tøj og ikke mindst at modernisere hæren. Man vil have fingre i geværer og kanoner. Det er dog ikke alle der er lige glade for denne udvikling. Den gamle samurai-orden, som hidtil har beskyttet nationen mod dens fjender, føler at landet er ved at miste sin ære og sjæl i ivret efter modernisering, og de gør oprør.

Algren får til opgave at træne kejserens soldater i moderne krigskunst så de kan bekæmpe oprøret og nedlægge samuraierne. Men samuraierne har brugt 1000 år på at perfektere krigskunsten og er ikke sådan at udrydde. Under det første slag tages Algren til fange, men klanlederen Katsumoto skåner hans liv da den amerikanske soldat udviser stort mod i kamp – præcis som en samurai. Langsomt lærer Algren de fremmede skikke at kende og skifter pistolen ud med et sværd, ligesom han langsomt erstatter sit selvhad med en indre ro i de nye omgivelser. Vestens indflydelse er ikke nået ud i samuraiernes hjem i bjergene, hvor krigerne skriver digte i spirituelle omgivelser. Inden længe bliver kejsernes hær dog trænet op, og Algren må vælge hvilken side hvorpå han vil kæmpe.

Instruktøren Edward Zwick befinder sig med “The Last Samurai” i velkendt territorium. Han har tidligere begået det fremragende og involverende krigsdrama fra den amerikanske borgerkrig “Glory”, og den flotte men patos-overfyldte “Legends of the Fall”, som udspiller sig under 1. Verdenskrig. “The Last Samurai” lægger sig mellem disse to dramaer, både hvad angår tidsperioden og filmens kvaliteter. Ligesom de to foregående krigsdramaer skildrer “The Last Samurai” krigens væsen overbevisende og intenst – men også med en fascination som de to tidligere film, der begge portrætterede krig som noget grimt og blodigt, ikke havde.

Der er noget skræmmende men også smukt over synet af de kampklædte samuraier som på hesteryg ridder kejserens soldater, der venter med geværer og kanoner, i møde. Det er en ulige kamp når sværdklinger møder roterende maskingeværer, men det er sådan samuraierne vil have det. Krig for dem gælder ikke sejren – det er ligeså ærefuldt at falde i kamp til en overlegen fjende eller begå selvmord for egen hånd. Derfor bliver filmen aldrig – ligesom de to foregående – en fortælling om hvor grufuld og ubarmhjertig krig er, men snarere en fascinerende historie om en gammel kultur der lever og ånder for – og frivilligt har valgt – krig og kamp som livsstil.

“The Last Samurai” fungerer som krigsfilm – på egen vis – ligeså godt som både “Glory” og “Legends of the Fall”. Desværre er den ikke i stand til at frembringe den samme involverende og personlige historie som “Glory”, men læner sig derimod tættere op ad den påtaget patos som skinnede igennem “Legends of the Fall”. “The Last Samurai” udvikler sig i den retning som filmens tema kræver at den skal udvikle sig, snarere end at følge filmens karakterer. Den fordrukne Nathan Algren er blevet korrumperet af Vesten, men viser sig at være en ærefuld og moralsk kriger, som hurtigt lægger sprutten på hylden, da han finder sjælefred i samuraiernes landsby. For at slå fast at Vesten er grum og materialistisk og Østen er idyllisk og spirituel, begynder Algren straks at drikke igen da han vender tilbage til storbyen. I det hele taget skildrer filmen kultursammenstødet meget unuanceret, modsat i f.eks. den tematisk meget ens “Dances With Wolves”, der trods alt viste nogle af indianerne som værende vitterligt blodtørstige og vilde. I “The Last Samurai” er samuraierne alle stereotypt skildret som spirituelle og gode. De lever og ånder for krig og sender deres sønner i kamp, men er alligevel filmens tydelige ofre for den moderne verden.

Det er synd at filmen vælger den lette udvej og til punkt og prikke følger opskriften for hvordan sådanne type film skal skrives og tematisk bygges op, for på mange andre områder er “The Last Samurai” en utrolig flot og overbevisende film. Krigstemaet fungerer upåklageligt og som periodefilm føler man sig bragt tilbage til 1870’ernes Japan – både i de i stigende grad industrialiserede storbyer og i de feudale landsbyer. Noget af det mest imponerende i filmen er samuraiernes dragter, og kostume-designer Ngila Dickson er da også fortjent blevet nomineret til en Oscar for sit arbejde. Derudover yder filmens skuespillere alle gode præstationer, især japanske Ken Watanabe (som er blevet Oscar-nomineret for bedste bi-rolle) som den karismatiske samurai-leder Katsumoto, der danner en form for broderskab med Algren. I rollen som Algren fungerer Tom Cruise faktisk ganske udmærket – hvis man kan se udover at vi her har at gøre med mega-stjernen Tom Cruise.