[b]Ørkenens juvel[/b]

Adskillige års produktion. Tusindvis af statister og hundredvis af heste og kameler. Kulisser på størrelse med mindre byer spredt ud over adskillige kontinenter. Et ensemble bestående af Peter O’Toole, Omar Sharif, Anthony Quinn og Alec Guiness. Syv Oscars, fire BAFTA’er og lige så mange Golden Globes. En spilletid på knap fire timer. Nej, film bliver simpelthen ikke større end David Leans “Lawrence of Arabia”. De bliver heller ikke meget bedre.

Hvad er der tilbage at sige om den epokegørende prissluger fra 1962, som ikke allerede er blevet sagt? Talløse artikler, bøger, afhandlinger og dokumentarer er jo allerede lavet om filmen, der af mange er blevet kaldt den mest betydningsfulde og underholdende af slagsen til dato – den er endda Steven Spielbergs favoritfilm. Men pudsigt nok har Hollywood sjældent taget ved lære af klassikeren. For selvom der siden er blevet brugt fantasillioner på alskens historiske eposser, der visuelt er næsten lige så overdådige, så har de fleste filmmagere overset forbilledets største styrke: At “Lawrence of Arabia” er lige så episk, som den er intim. Mange storfilm svælger i alenlange blodbad, pompøse slagord og talentløse stjerner, men glemmer i virvaret ofte historien. Men action supplerer dramaet og karaktererne i “Lawrence of Arabia” – ikke omvendt. Lean vil ikke blot have, at man beundrer filmens univers, men at man lever sig ind i det. Mission fuldført.

“Lawrence of Arabia” begynder med noget så uortodokst som sin hovedpersons død. Vi har knap nok nået at stifte bekendtskab med Lawrence, før han styrter på sin motorcykel i de britiske fjelde. Til Lawrences begravelse har alle de fremmødte vidt forskellige meninger om manden, men [i]ingen[/i] er sikker på, hvem han egentlig var. Hvem var den unge mand bag legenden? Det spørgsmål forsøger Lean og hans manuskriptforfattere at besvare de efterfølgende, endeløst underholdende tre timer, som tager udgangspunkt i Lawrences egne skriverier om oplevelserne i Mellemøsten under 1. verdenskrig, hvor han var med til at forene de arabiske stammer i kampen mod tyskernes tyrkiske allierede.

Peter O’Toole gør Lawrences forvandling fra en anonym, lavmælt underofficer til en respekteret hærfører til en af filmhistoriens mest fortryllende rejser – i både en geografisk og spirituel forstand. O’Toole er sublim til at skildre Lawrences bidske sarkasme, hans varme og hans uknækkelige selvtillid, som gjorde ham elsket af hans soldater og frygtet af hans fjender. Men hverken O’Toole eller filmmagerne er interesseret i et endimensionalt heltebillede. [i]”Jeg nød det,”[/i] indrømmer Lawrence næsten hulkende om sin tvungne henrettelse af en af sine egne soldater. Omar Sharif, der dengang ligesom O’Toole var sidst i 20’erne, brillerer som Lawrences hjerteven, Sherif Ali. Lean skildrer forholdet mellem Lawrence og Ali som et venskab, der tragisk nok aldrig kan blomstre, fordi verdens stridigheder altid vil komme imellem dem. I en film uden én eneste talende kvinde er Lawrence og Alis relation det tætteste, filmen kommer på en vaskeægte romance – bare tjek deres sidste afsked, hvor begge mænd tydeligvis brænder inde med ord, de ikke kan ytre.

Lawrence og Alis komplekse venskab er bare endnu et glitrende es i hånden på en film, der allerede sidder med fuldt hus. Det her er følelsesladet drama af allerhøjeste karat, der med sine grandiose krigssekvenser får adrenalinen til at boble og syde; som med sine overdådige billeder tvinger kæben af led; og som med sine inspirerende taler og pulserende drama får hjertet til at galopere. Film som “Lawrence of Arabia” laves simpelthen ikke længere, nu hvor storslåede naturbilleder let kan konstrueres på computere i dunkle lokaler, og hvor kun få har tålmodighed til knap fire timer lange fortællinger. Så er det i det mindste heldigt, at man aldrig bliver træt af at se Leans mesterværk – en tidløs hyldest til friheden og en evigtgyldig påmindelse om krigens frygtelige væsen.

I 1988 blev den hædrede filmrestauratør Robert Harris hyret til at restaurere “Lawrence of Arabia”, og han brugte adskillige måneder på at sortere igennem flere ton(!) filmruller for at finde det nødvendige kildemateriale. David Lean selv tilså Harris’ arbejde og udarbejdede dermed en ny Director’s Cut-udgave af filmen, som er den, der befinder sig på denne dvd. Må vi dog ikke nok snart få den på Blu-ray?

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.20:1 anamorphic widescreen-format. Umiddelbart er det ikke betryggende, at man har lagt en film på knap fire timer ned på én sølle dvd-skive. Det er efterhånden blevet kutyme at sprede lange film ud over to skiver for at undgå al for kraftig videokomprimering. Gudskelov plages transferet aldrig af komprimeringsfejl, og filmen ser generelt superbt ud. Støj og snavs optræder indimellem, men aldrig i et distraherende omfang. Billedet er generelt knivskarpt, og de kraftige farver bærer på ingen måde præg af, at filmen er næsten 50 år gammel. Glorier optræder yderst sjældent, mens udtværing aldrig forekommer, og kontrasten er sædvanligvis fremragende.

[b]Audio[/b]

Da Maurice Jarres brillante ouverture begynder, bliver man næsten blæst omkuld af musikkens klarhed. Diskens Dolby Digital 5.1-mix har en exceptionel bund, mens høje toner har en tendens til at lyde lidt spidse. Det er jo en gammel film, som blev produceret lang tid før, der var noget, som hed surround sound, så baghøjtalerne er forståeligt tavse igennem store dele af filmen. Men gudskelov bombarderes man aldrig med nye lydeffekter fra alle kanalnetværkets verdenshjørner. Der er dog adskillige gode panoreringer, musikken folder sig ud i samme højtalere med manér, og replikkerne er generelt tydelige – bortset fra få tilfælde, hvor der er tale om lidt slidt reallyd. Støj forekommer ekstremt sjældent.

[b]Ekstramateriale[/b]

Desværre indeholder dvd’en intet ekstramateriale. Hvis man vil vide mere om filmens tilblivelse, bliver man altså nødt til at købe en af de ældre dvd-udgivelser af “Lawrence of Arabia”.