[b]Lever aldrig[/b]

Ben Affleck er altid solid. Se på hans kæbeparti. Se på hans film. Stabile og grundige. Sådan nogle, jeg altid ville se, hvis jeg fandt dem på Netflix. Altså filmene. Denne fjerde gang bider Ben dog over for meget. Og selv de stærkeste kæber kan ikke få “Lev om natten” til at glide godt ned.

Den minder ellers meget om de andre. Vi åbner op i Boston – som i “Gone Baby Gone” og “The Town”. Ben Affleck i hovedrollen vil gerne væk. Han drømmer om et andet liv og en anden by. Som han gerne ville væk fra Iran i “Operation Argo” – og som han gerne ville den pæne kærlighed frem for bankrøverierne og taberklassen i Charlestown i “The Town”. I “Lev om natten” vil han igen væk fra Boston. Men også det liv, der venter ham efter at have været udsendt under 1. verdenskrig. Han vil ikke adlyde mere. Hverken krigens generaler, Bostons gangsterbosser eller familiens farmand. Han vil være fri og lovløs.

Men som vi har lært fra Afflecks øvrige film, så er det svært at slippe væk derfra, hvor man er havnet, fordi livet ville det sådan. På den måde bliver “Lev om natten” et langt oprør imod autoriteterne. Imod far, hvad enten han så er general, gangster eller betjent. Men det bliver også en helt masse andet, når Ben Affleck klædt ud som gangster i kakifarvet habit og hat bliver sendt til Florida som mellemleder for Bostons bedste gangster. Her skal han få styr på spiritus, stoffer og et nyt kasino – og på cubanere, Ku Klux Klan og det lokale politi. Det meste klarer den lovløse at få styr på – undtagen sin egen film.

For der er alt for meget, som Ben Affleck i hovedrollen såvel som i instruktørstolen skal nå. Der er kærligheden – hele to af slagsen, begge forbudte, hvilket også var det svageste element ved “The Town”, hvor Rebecca Hall skulle nedlægges parallelt med de mange bankrøverier. Der er også to gangsterbosser, fanatiske KKK, religiøse sydstats-tosser, porno på vestkysten samt et komplet multietnisk Tampa i Florida, som Ben skal have hilst på. Det er mange for mange i det her kludetæppe af en film, der har sat sig for netop at vise hele det mangfoldige kludetæppe, som USA er grundlagt på.

På den måde er det mere “There Will Be Blood” end “Goodfellas”, som Ben Affleck ambitiøst forsøger at matche i historiefortælling om begyndelsen på det moderne USA. Men når du vil bore så dybt ned i den amerikanske folkesjæl, som olie-instruktøren P. T. Anderson gjorde det, så kræver det tid til at komme ned i dybden. Det gør Affleck aldrig. I stedet skøjter han rundt oppe på gangster-overfladen fra møde til møde, likvidering til likvidering. Det lever aldrig.