[b]Ingen lys i pæren[/b]

Den svenske instruktør David F. Sandberg har haft stor succes på internettet med sin sensationelt uhyggelige gyserkortfilm “Lights Out”. Han er et endnu et eksempel på, at YouTube-hype er en effektiv jobansøgning i den digitale tidsalder. Hvis bare en lille del af de 12 mio hits kan laves om til solgte biografbilletter, er der en udmærket succes i huset for Warner Bros. Selvfølgelig med den fare, at Sandbergs lille genialitet bliver lidt udvandet, når spilletiden seksdobles.

Der lægges hårdt ud med en første sekvens, der er en genindspilning af kortfilmen. Igen med Sandbergs kone, Lotta Losten, som den nervøse dame, der leger med lyset. Mekanikken med den klamme skygge, der viser sig i mørket og forsvinder, når man tænder på kontakten, er stadig effektiv. Losten forsvinder dog hurtigt ud af både film og den skumle mannequin-fabrik, som til gengæld er forbundet til den lille familie, vi følger resten af tiden.

Fabriksejerens kone og lille søn bor i et stort hus med tunge nedrullede gardiner, der ikke lukker det mindste dagslys ind i de monstrøse skygger. Et af den slags huse som ingen normale mennesker uden for en gyserfilm ville bo i. Men den åbenlyse horror-setting er iblandet en melankolsk, doven tristhed i skikkelse af den depressive mor. Hun sover i sit værelse hele dagen, fordi noget holder hende vågen om natten. “Lights out” har især i første halvdel et godt greb om det knugende dilemma, der også gennemsyrede en film som “The Babadook”. Enten er man sindssyg, eller også bor der rigtige bøhmænd i skabet.

[i]Why not both!?[/i] nærmest skriger “Lights out”, når den lille dreng ser sin mor tale ind i de tomme skygger, og de svarer tilbage ved at række kradsende lange fingre ud efter ham. Maria Bello er en uudgrundelig og usammenhængende mor og derfor et desto mere skræmmende bindeled til noget ondt i mørket. Da socialforsorgen involverer storesøsteren Rebecca, går der mere traditionelt gys i den, hvor blinkende neonreklamer og blåt UV-lys står for de bedste sekvenser.

Resten er de gamle travere: creepy, usynlige venner, skummel slægtshistorie og hævnende ånder med et udtalt had til lygter og lamper. Teresa Palmers lidt for livstrætte rock-chick skal ikke lede længe i distriktpsykiatriens arkiver for at lægge hele puslespillet sammen på et par minutter. Alt andet havde også været for dårligt, når nu det farlige spøgelse insisterer på at kradse sit navn i alle gulvbrædder, hun kommer forbi. “Lights Out” ender i den typiske løbetur rundt i smalle mørke gange før et skuffende klimaks.