[b]En gammel nyhed i ny indpakning[/b]

Filmverdenen er altid et godt sted at søge, hvis man leder efter forældede nyheder. Det tager lang tid at skrive, forberede, producere og klippe en film, og derfor kan det være svært for de stakkels filmskabere at være aktuelle. Det er et halvt årti siden, at [i]smart drugs[/i] eller [i]hjernedoping[/i] var en varm kartoffel i populærvidenskabelige artikler, men først nu ser vi – så vidt undertegnede er informeret – en film, der tager emnet op. Retfærdigvis må det siges, at temaet stadig (og i stigende grad) præsenterer os for et etisk dilemma, så alt til trods er “Limitless” langtfra håbløst bagud.

Eddie Morra er en omvandrende kliché. Han er forfatter, men mangler stadig at begå sit første større værk, som ikke just ser ud til at være lige på trapperne. Skriveblokeringen står i vejen, dagen går med overspringshandlinger og jævnlige besøg i baren, og for at føje spot til skade skrider kæresten. Hans liv tager dog en meget drastisk vending, da han præsenteres for et stof, der mangedobler hans IQ og gør ham i stand til at manøvrere gnidningsfrit i alle miljøer og arbejdssituationer. Eddie øjner en chance for at blive rig og ændre sit liv, men noget tyder på, at stoffet ledsages af en del problemer i form af både den kriminelle underverden og ubehagelige bivirkninger.

En film som “Limitless” kunne meget nemt gå hen og blive ekstremt moraliserende i forhold til de slemme stoffer, vi alle skal frygte, men det undlader den lykkeligvis at være. Jovist, vor hovedperson kommer ud i nogle alvorlige problemer, men når rulleteksterne begynder, er den løftede pegefinger krøllet sammen igen til fordel for en mere åben tilgang til det kontroversielle emne. Det ville have klædt filmen gevaldigt at grave lidt dybere i de etiske problemstillinger, der trods alt er det mest interessante ved temaet, i stedet for at hengive sig så meget til spænding og action, som den gør, men når man sammenligner med den smagløst unuancerede skildring af stoffer i mere eller mindre alle andre film, er det svært ikke at være tilfreds med “Limitless” – i hvert fald på det punkt.

For filmen har også visse problemer. Især er hovedpersonens voiceover næppe meget bedre end den, Harrison Ford mistænkes for med vilje at indtale elendigt til “Blade Runner”, fordi han håbede, producerne dermed ville udelade den. En voiceover er et simpelt og effektivt fortællemiddel, og derfor er det også et af de foretrukne værktøjer for den uprøvede amatørinstruktør. Der skal meget til for at skabe en gedigen voiceover, og det er desværre ikke lykkedes for instruktør Neil Burger og den ellers så karismatiske hovedrolleindehaver Bradley Cooper.

Ved at indtage det mystiske stof bliver Eddie Morra (Cooper) til et decideret supermenneske, og det er næppe tilfældigt, at filmen til tider gør brug af de populære superheltefilms æstetik. Den grafiske fremstilling af Peter Parkers genetiske transformation i “Spider-Man” er blevet ikonisk og siden hen efterlignet i mange Marvel-film, og også “Limitless” klæber sig op ad denne morfologiske skildring med en rutsjebanetur gennem Eddies forandrede hjerne. Filmen er fyldt med effekter, men de er – uden at være revolutionerende – både nyskabende og underspillede, og de fungerer fornemt som et underfundigt billede på Eddies forandrede bevidsthed.

“Limitless” var først blevet [i]rigtigt[/i] interessant, hvis den havde gravet lidt dybere i de dybt komplicerede problemstillinger, der knytter sig til smart drugs. I sidste ende opnår den ikke mere end at være ganske god underholdning, men det er i sig selv også en glimrende egenskab, så længe publikum ikke forventer mere.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Det er absolut kun pga. en ordentlig gang flueknepperi, at dette transfer ikke får topkarakter. Et enkelt sted er der noteret en smule banding og et andet sted en antydning af edge-enhancement. Og hvis man ellers kigger godt efter, kan man med lidt held se noget digital støj hist og her. Ellers er der tale om et fremragende transfer med en rigtig god skarphed, flotte farver og en bundsolid kontrast, der yder et godt bidrag til filmens ofte skiftende farvetemaer.

[b]Audio[/b]

DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1. Videotransferet kom kun meget tæt på, men lydsporet går [i]all the way[/i]! Der er i den grad tale om et overlegent lydmix, som bliver præsenteret med et teknisk overskud, der sparker mås. Mixet har en stor kompleksitet med mange elementer fordelt i alle kanaler uden på noget tidspunkt at blive for overvældende eller kaotisk. Sub’en får lov at give den gas i soundtracket, men med så blød og velproduceret en lyd, at man ville blive helt varm indeni, hvis ikke man var en gammel, gnaven anmelder. Det må være sådan, Eddie med sin forbedrede virkelighedsopfattelse opfatter verdens lyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Nix!