[b]Uambitiøs og forudsigelig skildring af ambitioner og vovemod[/b]

Præsident Abraham Lincoln havde en ambition om at stoppe en borgerkrig, genforene sit splittede land og sætte millioner af sorte slaver frie. Steven Spielberg havde en ambition om at skildre [i]hvordan[/i]. Præsidenten lykkedes med sin ambition, mens Spielberg falder i med begge ben lige præcis dér, hvor Lincoln netop beviser, at vovemod og ambition kan trumfe de sikre satsninger.

Spielberg sætter scenen kort efter, at Lincoln er blevet genvalgt som præsident i 1864, mens den amerikanske borgerkrig raser. Det ser dog ud til, at situationen snart vil ændre sig, og at krigens blodsudgydelser omsider vil standse, da præsidenten får et fredstilbud fra sydstaterne. Men tilbuddet bliver ikke vel mødt. Den folkekære præsident planlægger nemlig at gå imod sit folk, for hvis han ikke når at forbyde slaveri i den amerikanske kongres, før der sluttes fred med de slaveglade sydstater, vil han formentlig aldrig kunne gennemtrumfe sit forslag om at afskaffe den frygtelige praksis.

Spielberg skildrer den historiske figurs sidste fire måneder i live, før han blev skudt i et teater den 14. april 1865. Ambitionen er tilsyneladende at give publikum et patriotisk billede af præsidenten, der satte både sit omdømme og embede på spil, risikerede tusindvis af soldaters liv og fuskede, snød og bedrog sig til stemmer – men alt sammen i kampen for at afskaffe slaveriet.

Men Spielberg skraber kun lidt i overfladen på USA’s 16. præsident, og derfor ender “Lincoln” som en uforløst oplevelse og et mangelfuldt portræt af både kampen for slaveriets uigenkaldelige ophør og manden bag den kamp. For rundt om den ellers skarpt skårede, politiske fortælling står et overflødighedshorn af “Hollywoodske” fortælleelementer, der mest af alt gør filmen retningsforvirret og uinteressant. Flotte skuespilpræstationer bliver indhyllet i prætentiøse og stereotype personligheder – således bliver Tommy Lee Jones’ yderst velspillede, forhadte hyggeonkel blot et humoristisk input, der fjerner filmens fokus og gør tilskuerne opmærksomme på, at “Lincoln” er en opstillet film, der er blevet til i et markedsøkonomisk øjemed. For faktisk (og formentlig mod al forventning) ender Hollywood-krymlet med at gøre “Lincoln” ufatteligt snørklet, langtrukken og ligegyldig.

Men man kan jo egentlig godt følge filmfolkenes tankegang. Publikum ved jo godt, hvor historien ender: Lincoln bliver tragisk og uventet dræbt, slaverne frigives, og unionen består. Så der er ligesom nødt til at ske et eller andet underholdende og “uventet” på vejen derhen. Men det problem kunne godt være løst bedre end ved at inkorporere en ung teenagecharmør i form af Joseph Gordon-Levitt, politiaspiranten fra “The Dark Knight Rises”, i dække af at “nuancere præsidentens personlighed ved at inddrage små, abrupte scener med præsidentens familiære forhold”.