Det vil først og fremmest være på sin plads at introducere karaktererne i “Little Miss Sunshine”, da det nu fundamentalt set er dem, det handler om og dem, der agerer de bærende kapaciteter i denne livsbekræftende perle – om en rablende vanvittig, tossegod, dysfunktionel families jagt på den amerikanske drøm på godt og ondt.

Frank er bøsse, ekspert i den franske forfatter Proust og har netop forsøgt at begå selvmord. Han indlogeres derfor hos søsteren Cheryls rablende gale familie. Som Cheryls søn, Dwayne, da også kundgør på sin evigt medbragte skriveblok – [i]”velkommen til helvede”[/i]. Og det er ikke helt ved siden af. Selv har Dwayne aflagt tavshedsløfte for at fuldføre sit mål om at komme i flyvevåbnet – derfor blokken – søsteren Olive, der er det egentlige midtpunkt for denne film, er fanatisk omkring skønhedskonkurrencer og trænes i øvrigt op til dem af den stofmisbrugende halvperfide farfar, der netop er blevet smidt ud fra sit plejehjem for at sniffe heroin. Og så er der Cheryls enerverende ægtefælle, der vrøvler løs og holder foredrag om sine ‘ni trin’, som han ser som vejen til succes – vel mest af alt, fordi han selv frygter at blive stemplet som taber.

“Little Miss Sunshine” udvikler sig efter road moviens absolut bedste præmisser, da familien, der er bosiddende i Albuquerque, drager ud på en impulsiv rejse med deres alarmerende gule folkevognsrugbrød mod solbeskinnede Californien, hvor Olive har fået mulighed for at deltage i en skønhedskonkurrence. Selve skønhedskonkurrencen er for så vidt mindre vigtig i den henseende. Mere vigtig er den dannelsesrejse, der følger med, og som familiens medlemmer hver og en står over for at skulle gennemgå som individer, og den forvandling, de gennemgår samlet som familieenhed.

Og det er bestemt ikke en handling uden kvaliteter. Først og fremmest er “Little Miss Sunshine” filmen om selvtillid, drømme og mål, men i allerhøjeste grad også baseret på de familiære relationer, som vi alle kender til i en vis udstrækning. Med det sagt er denne solstrålehistorie formentligt – tilmed – en af årets absolut varmeste og mest sprudlende komedier – og så blev filmen jo også, fuldt ud forståeligt, nomineret til flere Oscars.

Undervejs roder den alternative familie sig nemlig ud i flere komiske, vanvittige, uforklarlige men mest af alt hysterisk morsomme forviklinger, der helt sikkert har givet manuskriptet dets fornødne brændstof og i sidste ende filmens uundværlige charme og udstråling. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at vejen til Californien bliver noget længere og ude af kurs end forventet, især når selv ikke det aldrende og meget gule transportmiddel har lyst til at makke ret.

Karaktererne i “Little Miss Sunshine” vinder ved nærmere bekendtskab og underholder takket være deres udtalte små særheder, der formår at puste denne lille perle af en film op til stor men dog uprætentiøs filmkunst. Med til forklaringen hører naturligvis også, at skuespillet er umådeligt veloplagt, så det er en ren fornøjelse at overvære.

Men også manuskriptet virker blottet for fejl og orkestrerer den skøre familie igennem det amerikanske eventyr for at få den lille charmetrold Olive bugseret til Californien i rette tid til skønhedskonkurrencen. Sideløbende fører faderen forhandlinger om en bogudgivelse, der med største selvfølgelighed går i vasken. Men det er også mindre betydningsfuldt. I virkeligheden handler det om at isolere de forlorne værdinormer i det amerikanske samfund og lære de rigtige, sande værdier at kende. Om det lykkes, skal ikke afsløres her, men under alle omstændigheder er det svært ikke at få øje på underholdningsværdien i dette pragtværk.

VideoDer er ikke meget at påpege ved billedsiden af “Little Miss Sunshine”. Med et 2.40:1 anamorphic widescreen format er stilen lagt, og kvaliteten er da også derefter. Ud over enkelte eksempler på edge enhancement er der ikke skyggen af støv eller andre digitale forstyrrelser, ligesom billedet står skarpt, og farvetemperaturen er jævn.

AudioLyden fås i to auditive spor, hvor engelsk Dolby Digital 5.1 nok vil være at foretrække frem for det polske Surround 2.0. Det er på ingen måde prangende kvaliteter, men alligevel er det brugbart. Det havde dog hjulpet på indtrykket, hvis dialog og effektlyd ikke i primær grad kun blev leveret fra forkanalerne.

EkstramaterialeEkstramaterialet er relativt begrænset på denne udgivelse. Der er kommentarspor med filmens to instruktører, Jonathan Dayton og Valerie Faris, samt en række alternative slutninger uden lyd. Mere er der ikke at komme efter i den forbindelse, hvilket unægteligt efterlader et noget magert indtryk.