Få minutter inde i “Little Miss Sunshine” er filmens centrale, problembetyngede familie samlet omkring middagsbordet. Farfar, far, mor, morbror, søn og datter – de er her alle sammen. Morbror er lige vendt hjem fra hospitalet efter et mislykket selvmordsforsøg, søn har ikke sagt ét eneste ord i ni måneder, farfar har lige sniffet en ordentlig bane heroin, far er stresset over et manglende telefonopkald, datter er forvirret, og mor har svært ved at rede trådene ud. Som ventet går der ikke længe, før det første skænderi går i gang, efterfulgt af den ene temperamentsfulde diskussion efter den anden… Som det så ofte er med familier, er “Little Miss Sunshine” ikke uden slinger i valsen og problemer, men det er umuligt ikke at holde af den alligevel.

Ens begejstring for filmens farverige persongalleri skyldes primært den fantastiske skuespillerbesætning, som er en fornøjelse at beskue. Den blot 10 år gamle Abigail Breslin spiller familiens yngste medlem, Olive, der er hele fortællingens omdrejningspunkt. Men på trods af denne arbejdsbyrde og tilstedeværelsen af så mange andre, store skuespillere, klarer hun opgaven med oprejst pande og applausværdig bravur.

Greg Kinnear og Toni Collette gør det begge fortrinligt som Olives forældre, mens Alan Arkin udviser nok energi og charme i rollen som familiens lystige, skruppelløse bedstefar til at kunne gøre enhver 72-årig jævnaldrende misundelig. Og Paul Dano, som først gjorde sig bemærket med en ultrakort, men mindeværdig optræden i thrilleren “Taking Lives”, er et spirende stjernefrø, der med garanti har det store gennembrud lige om hjørnet.

Men i en lille independent-film, der besidder et talentspækket ensemble, som er skruet sammen med større henblik på reel dygtighed end popularitet, er det alligevel filmens i øjeblikket mest populære skuespiller, der leverer den bedste og mest uforglemmelige præstation. Steve Carell spiller den mutte, homoseksuelle onkel, der indtil for nylig var en hædret, velanset universitetsprofessor. Men efter at have været ulykkeligt forelsket i en af sine elever og oplevet en lang række personlige nederlag, beslutter han sig for at skære håndledet over og stille træskoene. Det lykkes ham ikke, og han får knap nok lov til at sunde sig igen, før han bliver kørt hjem til familien og frarøves enhver mulighed for at være alene.

Carell gør i øjeblikket et formidabelt arbejde på tv-serien “The Office”, men det her er en helt anden type rolle. Han leverer en præstation, som er skiftevis hylende morsom, inspirerende og aldeles hjerteskærende.

Carell er heller ikke den eneste, der befinder sig på nyt filmisk territorium. Det samme er gældende for filmens to instruktører, ægteparret Jonathan Dayton og Valerie Faris. De to er bedst kendte for deres arbejde indenfor musikvideoer, men dette er parrets første spillefilm. Men i modsætning til flere af de flotte, prisbelønnede videoer, de har lavet for navne som R.E.M., Red Hot Chili Peppers og The Smashing Pumpkins, er “Little Miss Sunshine” en stilistisk stilfærdig sag. Filmen er teknisk nydelig, men her er intet febrilsk klippetempo, ingen lynhurtige panoreringer og intet moderne lydbombardement.

Både selve historien og den måde, hvorpå den bliver fortalt, er forfriskende og overraskende sober. En synopsis af filmens plot vil nok fremprovokere mange bange anelser og forkerte fordomme. Vi følger filmens familie på deres lange, problematiske rejse fra deres lille hjem til Californiens idylliske kyst, hvor Olive skal deltage i en skønhedskonkurrence. Det lyder som opskriften på en tam sødsuppe, men det er yderst sjældent, man fornemmer, at filmens bagmænd maler med lige lovlig brede penselstrøg. Der er dog et par gange nogle problemer med fortællingen: Et enkelt sammentræf, et dødsfald og en ærgerlig sygdomskonstatering synes alt sammen at hænde på de helt “rigtige” tidspunkter.