[b]Gamle, franske charmører[/b]

Kan en tussegammel mand med halvlangt, hvidt hår være smuk? Ja, er det helt enkle svar, den franske feelgood-komedie “Livets blomst” giver på det spørgsmål. Og alene derfor har du en grund til at gå i biografen og se debutinstruktør Nick Quinns sympatiske, men også ret konventionelle fortælling om en far og en søn, der genfinder både sig selv og hinanden i livets efterår.

Pierre Arditi, en rigtig fransk sølvræv, spiller tv-værten Gaspard. Med sine 63 år er han ved at være et veritabelt oldtidsfund på skærmen, og hans nye, unge chef pønser helt sikkert på at give ham sparket. Og selvfølgelig står der allerede en yngre, mere skarp kollega klar i kulissen til at udfylde Gaspards rolle. I privatlivet kører det heller ikke på skinner for ham. Faren Hubert, spillet af veteranen Jean-Pierre Marielle, er blevet noget affældig, og kan ikke længere klare sig alene i sit store hus. Udsigten til en plejehjemsplads ligger et år ude i fremtiden.

Der er ikke andet for Gaspard at gøre end, noget modvilligt, at åbne døren op til sit eget hjem og hyre en hjemmeplejerske. Men det skal den mavesure Hubert sgu ikke have noget af, tak. Altså lige indtil den slovenske Zana træder ind af døren og mildner såvel far som søn. Julie Ferrers Zana tilsætter hverdagen et frisk pust poesi, eventyrligt tryllestøv og slovensk hokuspokus. Og det er åbenbart lige, hvad de to aldrende mænd har manglet. Og lidt forelskede bliver de da også begge i den unge, finurlige kvinde, der påstår at kunne mærke sit hjerte banke i en melon og nyder at dampbade sit ansigt med et strygejern.

Der skal ikke en særlig erfaren filmfan til for at gætte, hvor “Livets blomst” vil hen med sin skematiske fortælling. Udbrændt tv-vært og eddikesur olding/knudret far-søn forhold. Tilsæt lidt charmerende, kvindelig charme. Og ja, så løser det hele sig nok på skønneste vis. Med andre ord er Nick Quinn og filmens to manuskriptforfattere, Andréïa Barbosa og Santiago Amigorena, ikke ude og opfinde den dybe tallerken. Men alligevel både hyggede og fnes jeg så tilpas meget undervejs, at jeg tilgav Quinn og kollegaerne at gå den kendte flade-tallerken-vej.

Jean-Pierre Marielle, der i øvrigt har en dedikeret fanbase på baggrund af hans roller i nogle lumre sexkomedier fra 1970’erne, er særligt frydefuld som Hubert, der, som så mange gamle mænd, siger lige, hvad der passer ham. Det er trods alt et af alderdommens fineste privilegier. Marielle spyr om sig med giftigheder, så englene synger, men er også sårbar inde bag rynkerne. Lige så ond i sulet han virker, når han kyler en kop varm kaffe i skødet på en plejer og beordrer hende at flytte sit bondske korpus, lige så blid bliver han, da Zana stryger fingrene igennem hans bløde, hvide hår. Sådan en scene injicerer det ellers konventionelle med en pludselig sødme og poesi, så jeg bliver helt varm indeni. Her blomstrer “Livets blomst” smukkest.