[b]Wolverine ser ikke rødt[/b]

Det er den samme film. Og noget helt andet. I “Noir” blødes der ikke rødt, når Hugh Jackman en sidste gang i rollen som Wolverine smadrer sine kløer af adamantium ind igennem kraniet på en skurk. Farveskalaen er tonet ned, gjort mere simpel. Sort og hvid – og ret meget gråt. Det minder mig om en gammel John Ford-western, hvor en ensom cowboy rider ud én sidste gang, inden det er slut.

Hvorfor se den samme “Logan” igen bare uden farver? Den er for det første ikke bare uden farver. Instruktør James Mangold har [i]color-gradet[/i] på ny, så den her “Noir”-udgave nærmest genføder en ny film. En anden “Logan”. Det hele er mere simpelt. Der er lys og mørke. Mest mørke, der nødtvungent lader lyset komme på besøg igennem de smukkeste sprækker.

Se bare lyset fra forlygterne på den limousine, hvor Logan kører chauffør for at tjene til Charles Xaviers demens-medicin. Professor X er stadig spærret inde i siloen på det nedlagte landsted, hvor albinoen Caliban holder sig indendørs. I mørket. Men ude i siloen kiler lyset sig ind. Det ligner et fotografi på en udstilling for den slags kunst, der normalt ikke rimer på “X-Men”. Lyset ser lækkert ud i “Noir”. Også på neonskiltet, hvor ‘Motel’ skinner igennem. Det er her Logan henter pigen, Laura, inden de igen tager på roadtrip-flugt til North Dakota, hvor Eden efter sigende findes.

På den måde forstærker “Noir” temaet om en mørk, post-muteret verden, hvor en sårbar Wolverine pludselig kan dø. Lyset er håbet, som måske-datteren Laura bærer på. Mutanternes sidste håb, som en djævelsk Boyd Holbrook med metalarm vil slukke. Ham oplevede jeg som en mere udpræget westernskurk i “Noir” end første gang i farver, hvor han stadig havde en smule superskurk over sig. Men “Noir” er en mere udpræget western, hvor voldeligt og vulgært blodrød er forvandlet til [i]stylet[/i] sort, hvilket gjorde, at jeg var mere opmærksom på den udpinte og klagende harmonika, der pisker Wolverine frem til en sidste heltedåd i slutscenen.

Det er egentlig pudsigt, at sort-hvid er så fremmed på film i dag. Dengang farvefilmen brød igennem, blev den opfattet som urealistisk og pjattet. Ja, kulørt. Selv om verden jo er i farve. Men verden er jo også i 3D, selv om det ikke nødvendigvis giver en mere virkelighedstro filmoplevelse. Men det giver en anden oplevelse. I dag giver sort-hvid en mere cool oplevelse. Sådan lidt Jim Jarmusch-agtig. Ligner måske også mere klassisk kunst. Det er alvor, når farverne forsvinder fra kinderne.