[b]Helt til grin[/b]

“The Love Guru” varer hele 86 ulidelige minutter, men den mønstrer kun én eneste respektabel joke, og det er dens allerførste: Filmen lægger ud med et billede af den flotte, indiske horisont understøttet af Morgan Freemans karakteristiske fortællerstemme, som har suppleret utallige films lydsider. Kameraet panorerer pludseligt til Mike Myers i rollen som kærlighedsguruen Guru Pitka, der piller med en såkaldt “voiceover-maskine”, som får hans stemme til at lyde som Freemans. En ganske munter, intertekstuel vits. Undertegnede grinte dog aldrig igen under filmen, og hvis du kan finde ovennævnte klip på YouTube eller andetsteds, er der absolut ingen grund til at spilde næsten halvanden time af dit liv på en af sidste års absolut værste film.

Hovedparten af Myers’ film har været proppet med overlagt platte vitser, der alligevel fremtvang kluklatter, fordi Myers sædvanligvis leverede punchlinen med overbevisning og et charmerende glimt i øjet. Men det glimt er for længst forsvundet, og Myers’ særegne smil virker nu lige så falsk som hans medspilleres anstrengte latter, der bekræfter, at de finder vitserne nøjagtig lige så ringe som os. Og det er umuligt at bebrejde dem, for “The Love Guru” er blottet for de spidsfindige filmreferencer, kække dialoger og vidunderlige slapsticksekvenser, som “Wayne’s World”-serien og de første to “Austin Powers”-film var spækket med.

I denne ombæring er indslagene skiftevis vamle og værdiløse. Når Myers ikke har travlt med at plagiere sine ældre film (hvilket han gør ofte og altid uden held), forsøger han at kickstarte lattermusklerne med sin enerverende, indiske accent og ynkelige ordspil, som får karaktererne til at le og dermed sønderknuser vores tiltro til persongalleriets forstand. Og meningsløse billeder af alt fra elefanter, der skider, til voksne mænd, som får tis i fjæset, styrker ikke just ens respekt for Myers. Og da filmen, som indtil da bare har været plat og ulækker, pludselig udarter sig til en patetisk fortælling om kærlighed og ansvar, er det svært at modarbejde kvalmen.

Men Myers er åbenbart ikke tilfreds med kun at tilsmudse sit eget ry. Ben Kingsley har selv været med til at undergrave sit image med præstationer i makværker som “BloodRayne” og “Thunderbirds”, men det er alligevel tragisk at se den velrenommerede brite portrættere en fordrukken, skævøjet guru, der tvinger sine elever til at slås med mopper indsmurt i deres læremesters urin. Dette er manden, der i “Gandhi” var umulig at skelne fra virkelighedens ikon, og som fik en velfortjent Oscar for sin legendariske indsats. Jessica Alba er tydeligvis hyret til at hive ungkarle i biffen frem for at spille skuespil. Og den karismatiske entertainer Justin Timberlake får næsten udelukkende lov til at prale om sin karakters enorme lem, og det bliver hurtigt trættende at høre på.

Æstetisk er “The Love Guru” også fuldstændig uinteressant. Der er ikke engang én mindeværdig sang eller velkoreograferet dans, hvilket der i det mindste var i den elendige “Austin Powers in Goldmember”. Og de scener, der gør brug af bluescreen, ser simpelthen forfærdelige ud. Myers har angiveligt en kolossal respekt for de indiske guruer, som han ønskede at hylde via “The Love Guru”. Men det lykkes ham aldrig at klargøre, hvad der gør guruerne så eftertragtede, ligesom det aldrig lykkes for Myers at få os til at grine eller endda smile efter den førnævnte intro. Lykkeligvis blev “The Love Guru” et gigantisk flop, så vi får næppe lov til at stifte bekendtskab med Guru Pitka igen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er en smule uskarpt og plages en sjælden gang imellem af edge-enhancement. Ellers er kontrasten god, farverne gengives fornemt, billedsiden er pletfri, og komprimeringsfejl forekommer aldrig.

[b]Audio[/b]

Ligesom transferet er skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix godt, men langtfra sensationelt. Dialogen lyder undertiden lidt flad, men hver eneste replik og lydeffekt kommer klokkeklart igennem. Der er ingen nævneværdige panoreringer, men de forskellige højtalere bidrager med adskillige lyde, der gør den auditive atmosfære overbevisende. Lyddesignet er desværre ikke særlig kreativt, men lydsporet har en god bund.

[b]Ekstramateriale[/b]

Så snart disken er lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Ghost Town”, “Semi-Pro”, “Harold & Kumar – Flugten fra Guantanamo Bay” og “Trainwreck: My Life as an Idoit”. Dvd’en indeholder også traileren til “The Love Guru” samt tre overfladiske dokumentarer (samlet spilletid: ca. 23 min.), hvori filmmagerne og skuespillerne ikke foretager sig meget andet end at skamrose hinanden. 33 minutters kedelige fraklip og slettede scener medfølger desuden. Der er dog én slettet scene, hvori Myers spiller sig selv, og rapperen Kanye West også dukker op, som er fantastisk. Den refererer til Wests nedsabling af Bush på åben skærm med Myers ved sin side under et velgørenhedsshow for ofrene for orkanen Katrina for få år siden.