[b]Middelmådig himmel og jord[/b]

Cirka halvvejs gennem Peter Jacksons “The Lovely Bones” kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk sad og så en reel spillefilm, eller om der i stedet var tale om en usædvanligt lang reklame for Weta Digital – det newzealandske selskab, som står bag filmens computereffekter. For dét, der havde startet som et bevægende drama om mordet på en 14-årig pige og hendes families sorg, havde pludseligt udviklet sig til en CGI-spækket skildring af to pigers leg i et himmelrige fyldt med svævende græsbolde, sneklædte kæmpebjerge og uendelige catwalks. Det var, som om en eller anden havde vandret ind i lokalet og smækket “Speed Racer” i min afspiller.

Det siger en del om “The Lovely Bones”, at rulleteksterne næsten varer et kvarter. Man skulle tro, at en film med et så tungt og tungsindigt emne, der samtidigt har 1970’ernes USA som kulisse, ville være en beskeden produktion med få tilknyttede filmfolk og en nedtonet æstetik. Men Jackson – som heller ikke kunne undlade at proppe sit “King Kong”-remake med overflødige computereffekter – har hyret et utal af sine venner hos Weta til at slippe tøjlerne bag tastaturerne. Resultatet er en rodet film, der til tider grænser til det geniale, men hvor historien og karaktererne ofte nedprioriteres og overtrumfes af billedsiden.

Jovist, filmhistorien har tidligere budt på dragende portrætter af livet efter døden, der hovedsageligt var computergenererede – såsom i den lige lovlig sentimentale, men smukke og Oscar-belønnede “What Dreams May Come”. Men Jackson lader ikke til at have haft en egentlig vision. Hans himmel er et rodet sammensurium af computerskabte konstruktioner og blankpolerede baggrunde, som fremstår ekstremt kunstige i forhold til de ægte mennesker foran dem. “What Dreams May Come” gjorde et fuldstændig utroligt univers troligt, men Jacksons virkelighedsfjerne verden ligner så meget noget fra et gammelt videospil, at man automatisk begynder at spejde efter et nærliggende joystick.

Men begyndelsen er lovende. Her møder vi forældrene Jack og Abigail Salmon, hvis ældste datter, Susie, en dag myrdes af en af familiens naboer: Den usædvanligt ulækre George Harvey. Jackson klipper væk lige før mordet begås, men scenen er et enestående eksempel på, hvordan filmmediet kan få nakkehårene til at krible og sveden til at pible, når skuespil, instruktion, billeder, musik og lyd harmonerer perfekt. Og i en uforglemmelig indbrudsscene bruger Jackson fornemt stilhed og dvælende skud til at skabe ubehag, indtil tavsheden brister som en ballon, og ens hjerte tvinges op i halsen. Intenst.

Ja, når Jackson ikke svælger i unødvendige computereffekter, beviser han, at han kan fremkalde store følelser uden for store armbevægelser, ligesom han ofte gjorde det i sine tre “Ringenes herre”-film. Brian Enos musik er dejlig og dybfølt, og det samme er Saoirse Ronans præstation som Susie. Den blot 16-årige skuespillerinde var brillant i “Soning”, og her leverer hun endnu en hjerteskærende indsats, som står i skærende kontrast til Stanley Tuccis lige så fremragende, men derimod direkte skræmmende præstation som Harvey. Når Jackson fokuserer på Harveys sammenbrud eller Salmon-familiens opløsning, har hans film tit en mærkbar gennemslagskraft. Men en munter montage med en gakket Susan Sarandon er ubeskriveligt upassende, og romancen mellem Susie og en klassekammerat får aldrig luft under vingerne.

Ensemblets eneste svage led er Mark Wahlberg. Wahlberg er en karismatisk og dygtig skuespiller, men selvom han gør et bravt forsøg, er han aldrig overbevisende i rollen som den sørgende Jack Salmon – skuespillerens afgjort mest seriøse og udfordrende rolle hidtil. Ryan Gosling skulle oprindeligt have spillet faderen, men grundet såkaldte “kreative uoverensstemmelser” mellem ham og Jackson forlod Gosling projektet, og det er en skam, for det canadiske stortalent har gentagne gange bevist, at han kan håndtere svære roller i store film. Goslings fremtid er lovende, men i kølvandet på den oppustede “King Kong” og nu også “The Lovely Bones” er spørgsmålet, om Jacksons fremtid for evigt vil stå i skyggen af mandens imponerende fortid.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm hele vejen igennem. Farverne er også smukke, og transferet har ingen problemer med at håndtere de sekvenser, hvor utallige nuancer optræder samtidigt. Kontrasten er også perfekt, grynniveauet er helt tilpas, og absolut ingen glorier eller støvkorn optræder. En sjælden gang imellem virker skuespillernes bevægelser en smule slørede, men det er udelukkende, når Jackson har nedsat HD-optagelsernes hastighed i redigeringen, og sådan så klippene også ud i biografen – det er altså ikke transferets skyld.

[b]Audio[/b]

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er næsten lige så imponerende som transferet. Ofte er lydsiden stilfærdig og tilbageholden, men mange af scenerne er også nedtonede og dialogdrevne, så lydsiden går nydeligt i spænd med billederne. Samtlige replikker er tydelige og har en exceptionel rumklang, og subwooferen benyttes sparsomt, men på de helt rigtige tidspunkter. Både høje og dybe toner gengives klokkeklart, og der bliver for alvor leget med lyd i drømmesekvenserne, som havde været langt mere ineffektive, hvis det ikke havde været for lyddesignernes strålende arbejde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Når man studerer udgivelsens omslag, får man ikke just fornemmelsen af, at dens to skiver bugner af ekstramateriale. Kun en enkelt dokumentar omtales, men den varer til gengæld også næsten tre timer, og den er både velproduceret og dybdeborende. Man savner lidt et kommentarspor med Jackson og nogle slettede scener, og desværre kommer dokumentaren ikke ind på Goslings exit, men stort set alle produktionens andre facetter gennemgås ned til mindste detalje i den superbe dokumentar, som tilmed præsenteres i 1080p.