En glad lille cowboyDen tændstiktynde revolvermand, der har taget patent på at være hurtigere end sin egen skygge og glædeligt står som moralens vogter over for de fire Dalton brødre og mange andre uærlige sjæle i det vilde vesten, besøger efter lang tid nu igen biograferne i en fransk produktion af forfatter og instruktør Olivier Jean Marie, der også før har stået for Lucky Luke som tv-serie.
[image=24195]
Dalton-brødrene sidder for retten i New York, men da de som altid finder vejen ud af fangenskab, står storbyen model til det ene bankrøveri efter det andet. Lucky Luke, der tilfældigvis er i nabolaget, tager kampen op sammen med Manhattans samlede politistyrke. Efter en hæsblæsende sporvognsjagt bliver Dalton-brødrene omsider fanget i en i forvejen tabt pistolduel med Lucky Luke, men siden de nåede at gemme tyvegodset i en diligencevogn tilhørende en koloni på vej mod det frugtbare vesten, overtaler brødrene nybyggerne til at hyre Lucky Luke som eskorte. Mr. Crook, der har solgt skødet til kolonien, har givet en juridisk frist på 80 dage til at nå frem til vesten – ellers annulleres købet uden refundering. Lucky Luke ser sig nødsaget til at hjælpe og haler Dalton-brødrene med på den lange rejse.
Den visuelle stil i “Lucky Luke: Mod Vest!” er et træk værd at fremhæve. Specielt sporvognsjagten i filmens start demonstrerer, hvordan todimensionelle tegninger med fordel kan forenes med tredimensionelle animationer. Blandet med en syret og næsten anarkistisk stil med hurtigt skiftende vinkler og vanvittige farver og former er Lucky Luke-universet godt opdateret til at ride ind i det enogtyvende århundrede. Der bliver også sporadisk brugt talebobler, tegneserie-bladren og sort-hvid tone, der nostalgisk påminder om seriens ophav, der startede i hænderne på den belgiske tegner Morris i 1945.
[image=24197]
Den halvabsurde og halvtørre humor, Lucky Luke tegneserien altid har nydt godt af, er heldigvis ikke stået af i filmatiseringen. Der er både optegnede grænser i jorden mellem staterne, røgsignaler med snabel-a, komiske referencer til Stanley Kubricks “Rumrejsen år 2001” og selvfølgelig også billedhilsner til Sergio Leones spaghetti-westerns. Et kort møde, der involverer afslappede Lucky Luke, en bureaukratisk New York-gadebetjent og en parkeringsbøde til den hvide hingst Jolly Jumper bærer essensen af god sketch-humor i Lucky-Luke’sk forstand.
Desværre falder tempoet i anden halvdel af “Lucky Luke: Mod Vest!”. Så snart karavanen forlader Manhattan som israelitterne i Bibelen mod det lovede land, begynder træthedstegnene at melde sig. Selv om der stadig er sjove og gode episoder som indianernes baghold på Lucky Lukes eskorte, der set ovenfra danner kalejdoskopiske mønstre, træder Lucky Luke aldrig selv helt ind i den hovedrolle, man kunne have ønsket sig af en Lucky Luke-historie. I stedet fylder Dalton-brødrene og andre figurer meget, hvilket gør, at man kommer vidt omkring, men ikke så tæt ind på kernen af historien. Dalton-brødrene er sjove, men hvis Lucky Luke ikke får nok tid på lærredet, er historien bare ikke ligeså nærværende.
[image=24196]