[b]Den fagre voksne verden[/b]

Der skulle være så dejligt derude i forstæderne. Væk fra storbyens trænge kår med larm og smog. Et hus til hver familie – og have skal der til – og garage til den nyvaskede bil selvfølgelig. Et moderne paradis, hvor livets gøremål som at klippe hæk eller samle blade gøres med et smil, mens fuglene kvidrer og naboen hilser. Det sku’ vær’ så godt, men så’r det faktisk skidt – er blandt andet, hvad vi fortælles i filmen “Lymelife”.

En gang i slutningen af 70’erne i et efterårsfarvet forstadskvarter er den blegnæbede teenager Scott håbløst forelsket i den smukke nabopige Adrianna, som vist ikke helt gengælder hans følelser. Men Scott har ikke kun problemer med kærligheden, for hans forældre har næsten opgivet at holde sammen på et smuldrende ægteskab, hvilket også er tilfældet for Adriannas forældre, hvor faderen under påvirkning af den Lyme-desease, borrelia, han har pådraget sig, isolerer sig i kælderen, mens moderen febrilsk dækker over en lidt for tydelig erotisk affære.

“Lymelife” byder i en af de første scener på lang panorering forbi en række ens villaer med tilhørende velplejede græsplæner og indkørsler. Vemodigt guitarspil ledsager på lydsiden, mens blade i efterårets prangende farver stille daler ned over sceneriet. Fint og melankolsk, men det undgår ikke at minde om noget, man har set en del gange før. Og sådan er “Lymelife”. Fyldt med små gode scener om tristesse og trakasserier i forstadssumpen, men for det meste ledsaget af en fornemmelse af genbrug.

Scott er filmens [i]coming-of-age[/i]-karakter, der med kejtet generthed opdager både kærlighed og tragedie. Både Rory Culkin og Emma Rogers gør det glimrende som henholdsvis Scott og Adrianna med følsom nysgerrighed til seksualiteten og den dragende voksenverden, og de bidrager med små højdepunkter, som da Scott stiver selvtilliden af foran spejlet a la De Niro i “Taxi Driver”. Det er dog et problem, at fortællingen om dem aldrig overrasker. Fra scene til scene er det for ofte muligt at forudsige, hvad der er i vente. Mon ikke Adrianna kysser med skolens seje gut på bagsædet af hans bil? Jo da. Mon ikke vi skal overvære den famlende første gang? Jo, såmænd. At Scott tilmed skal kanøfles af skolens bølle er så meget efter skabelonen om den hårde ungdom, at det bare virker tåbeligt.

Forældrene udgør i filmen nogle sære størrelser. Løgnagtige og fordækte fjumrer de rundt med halvkvaste drømme om den store succes, den perfekte kone/mand og det perfekte liv. Som gruppe får de nogle gevaldige hug filmen igennem, særligt Scotts ejendomsmægler-far, der med Alec Baldwins oppustede hæse skulen ikke vinder megen sympati. Filmen står så absolut på de unges side, men den bombastiske skildring af de voksne gør det også mindre interessant at følge deres gøren og laden. Og igen ønsker fortællingen aldrig at overraske. Faderen knalder selvfølgelig med nabokonen – og hendes forsmåede ægtemand, der er ivrig skarpskytte, mon ikke han kunne finde på at skyde en vis herre…?