‘Lyset i os’ er en rørende historie om en familiens kærlighed og dysfunktionalitet. Det giver anledning til en underspillet og original vinkel på et område, der har brug for fornyelse. Desværre er det ikke alle filmens mange svinkeærinder, der er lige succesfulde.

På den franske sydkyst findes familien Roussier. Den består af moren Madeleine, den lettere fjerne far Gilles, ældstedatteren Marion på 17 og Bertille på 13, der lever med en alvorlig mental funktionsnedsættelse. Bertille kræver konstant opmærksomhed og får ofte voldsomme anfald.

Roussierfamilien er efter alt og dømme velstående og en anelse dysfunktionelle. Filmens fokus er især på Madeleine, Marion og Bertille og deres indbyrdes kærlighed og frustrationer. Bertilles funktionsnedsættelse er genstand for konstant bekymring, og frygten for at miste hende på et givent øjeblik lurer for resten af familien. Marion skal f.eks. lære at kombinere ungdomslivet med den frygt og de frustrationer, hun har imod resten af familien.

Lyset i os er derfor en film om at være i det ukendte og om at lære at leve med det.

Små armbevægelser, store følelser

Filmens største styrke kommer fra den selvsikre måde, den viser seeren Roussiernes kampe og Bertilles liv. En svagere film havde forsøgt at forcere seeren til at føle det ene eller det andet med en storslået score eller karikerede skuespilspræstationer. Selv kameraarbejdet er disciplineret og underspillet på en tilbageholdende måde. Det er stor ros til filmen, at den lader os som seer drage vores egne konklusioner.

Filmen er derfor underspillet i den forstand, at dramaet kommer fra små frustrationer og fra hverdagskampene fremfor store emotionelle øjeblikke. Derfor sætter filmen skuespilspræstationerne i fokus, og de leverer alle sammen, men især (Mélanie Laurent) som Madeleine brillierer, og man fornemmer til tider frustrationerne, der har bygget sig op over mange år, lure under overfladen. Det føles især i familiens kamp mod formynderiske institutioner, der prøver at bestemme over, hvordan de tager sig af Bertille.

Mennesker med funktionsnedsættelse på film bliver, i det omfang de bliver skildret overhovedet, ofte fremstillet hagiografisk eller infantiliseret som ofre. Det er befriende at se en film, der er så balanceret på dette punkt som Lyset i os, hvor Bertille føles som et helt menneske på godt og ondt.

Filmen bruger således sine omgivelse på glimrende manér, og man får et forhold til mange af de gentagende lokationer i filmen, heriblandt familiens swimmingpool. I sommersolen ser Sydfrankrigs strande og gader indbydende ud.

Lyset i os er et projekt, der ligger debutinstruktør Joséphine Japy tæt på hjertet, da Japy selv har en søster med samme handicap som Bertille. Og man fornemmer også, at Japy har meget at sige. Faktisk næsten så meget, at det går ud over filmens komposition.

Tag f.eks. Marions udvikling i filmen, der indeholder er langt plot om et forhold til en ældre mand. Udover denne plotlinje er ubehagelig at se, er den også langtrukken, en variant på noget, der er set før, og distraherende.

Ligeledes er far Gilles’ udvikling overflødlig og nærmest så distraherende venstrehåndet, at filmen godt kunne have været den foruden.

Et selektivt udsnit
Der skal som sagt lyde en ros til Japy for den afmålte fremstilling af familien Roussiers situation. Desværre kommer den ros også med en slagside. For familien Roussiers situation er hjulpet gevaldigt af at være hvis ikke rige, så i hvert fald ikke at mangle salt til ægget.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at portrættere en velhavende familie og dens problemer ud i kampen mod formynderiske institutioner og den øvre middelklasses fordomme, men med tanke på, at institutionerne så ofte er hårdere mod dem, der mangler midler og overskud til at kæmpe kampen mod dem, er det et begrænsende kreativt valg. Det økonomiske aspekt forekommer mig at være lige så reelt som det følelsesmæssige, når det kommer til at skulle tage sig af personer med funktionsnedsættelse. Om ikke andet ville den økonomiske del måske endda kunne forstærke den følelsesmæssige.

Det er et kritikpunkt, der også gælder filmens æstetiske valg. For både, dyre restauranter og musserende vin kan være fine som settings, men de gange, hvor historien bevæger sig ud på sidespor, føles de tomme og unødvendigt prangende. Her står de i stærk kontrast til de mere afmålte scener som dem i huset eller på stranden, hvor filmens emotionelle holdepunkt bestående af Bertille, Marion og Madeleine får lov at være uforstyrret i centrum.

Lyset i os nægter at fortælle os, hvad vi skal synes om familien Roussier og Bertilles handicap. Det er på sin vis prisværdigt, men det efterlader desværre også en ufokuseret omgang med for mange sidespring. Det er en skam, for der er scener, hvor filmen på rørende vis viser os familiens interne ømhed såvel som skrøbelighed.

Lyset i os går i biografen fra d. 3/9.