[b]Tredje gang er… forbierens gang?[/b]

Inden for filmverdenen balancerer treere ofte på en faretruende linje, for der er jo ikke blot en masse forventninger, men også to forgængere, der skal leves op til. Alligevel har DreamWorks satset, og “Madagascar 3” ser nu dagens lys. Desværre betræder filmen den udstrakte line med nogle temmelig forsigtige og alt for genkendelige skridt. Filmen har nemlig garderet sig med et kraftigt og forudsigeligt sikkerhedsnet af klichéer, punchlines og ineffektive 3D-effekter. Var der nogen, som sagde MadagaZZZzzzzz…?

Løven Alex, flodhesten Gloria, zebraen Marty og giraffen Melman er tilbage, og denne gang forsøger de på at komme hjem til deres elskede storbyjungle, New York. Men ak og ve, meget går grueligt galt i deres tur fra Afrikas fjerne kyster, hvor de er strandede. Rejsen strækker sig langt for de elskelige dyr: Lige fra et casino i Monte Carlo til det gamle Colosseum i Rom. Undervejs stifter de bekendtskab med den dyrehadende, ondsindede leder af det franske veterinær-politi, kaptajn Chantel DuBois. Hun er en madame, som ikke er til at løbe om hjørner med. DuBois’ intense jagt på vores venner får dem derfor til at søge tilflugt hos et cirkus. Men som i vanlig [i]madagascansk[/i] stil, så går det heller ikke stille for sig her.

Instruktørtrioen Eric Darnell, Tom McGrath og Conrad Vernon har haft et højt ambitionsniveau. I treeren formår de både at levere referencer til “En verden udenfor” og “Spurven” samt at have et soundtrack, der byder på alt fra Katy Perry til Andrea Bocelli. På trods af spændvidden så ændrer det ikke på det faktum, at der i biografsalen var langt imellem grinene. Ja, det var endda sjældent, at der optrådte et lille smil på læben. Den eneste karakter som rigtig formår at underholde, er den franske madame DuBois. Hendes terminator-agtige uovervindelighed skræmmer og fornøjer på samme tid. Højdepunktet er, da hun giver sin version af Edith Piafs sang “Non, je ne regrette rien”. Hun er et friskt pust i en noget rutinepræget og uopfindsom atmosfære.

Men når nu der er så langt imellem grinene, må man jo fokusere på noget andet. “Madagascar 3” skuffer for eksempel ikke på det visuelle plan. Animationen og farverne er prima, og særligt i cirkusscenerne bliver man nærmest hensat til de psykedeliske og euforiserende 70’erere (godt hjulpet på vej af 3D-brugen). Bare rolig, det er stadig en film for børn, men farvespektret er altså så bredt og dragende, at man ikke kan undgå at bive forført under de mest kulørte øjeblikke.

Det danske skuespillerhold består af navne som Søren Fauli, Trine Dyrholm og Mick Øgendahl. De gør det da også [i]okay[/i]… Men de, der for alvor bemærker sig, og som sjovt nok også er de nye karakterer i filmen, er Søs Egelind, som gør det fortrinligt som Madame DuBois, samt Zlatko Buric i rollen som den tigeren Vitali. Egelinds fortolkning af den spidsnæsede madame sidder lige i øjet (eller er det i øret?) takket være en fyrstelig fransk accent, og på samme måde mestrer Buric den russiske accent. Velvalgte skuespillere må man sige.