Filmz
Madagascar (dansk tale)

Madagascar (dansk tale)

Medvirkende:

Søren Fauli, Ole Ernst, Trine Dyrholm, Mick Øgendahl, Jesper Asholt

Instruktør:

Eric Darnell, Tom McGrath

Filmlængde:

86 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Animation, Animation, Adventure, Adventure, Fantasy, Fantasy, Familie, Familie

Madagascar (dansk tale)

Animationen er forrygende og filmen emmer af godt håndværk. “Madagascar” vil utvivlsomt underholde i allerhøjeste grad, på trods af, at historien er en anelse tynd. Latteren fordeles mellem slapstick og fremragende punchlines, i en film der helt sikkert vil være årets favorit blandt børnene og os, der ikke er blevet for gamle til at grine af en løve, der får en giraf i hovedet.

[image=10362]

Vi befinder os i en zoologisk have på Manhattan, New York. Fire venner, zebraen Marty, løven Alex, flodhesten Gloria og giraffen Melman, lever et ensformigt, men luksuriøst liv. Den eneste af de fire der ikke befinder sig godt er Marty. Zebraen drømmer om at komme ud i vildnisset, til den virkelige natur, og væk fra sin indespærrede tilværelse. Med inspiration fra nogle udbryderpingviner, stikker han af for at tage toget til Florida, hvor Melman har fortalt ham at vildnisset ligger. Alex er den lille zoo’s hovedattraktion og han er mere end tilfreds med sit liv. Gloria og den neurotiske Melman har heller ingen intentioner om at stikke af, men da Marty er deres ven følger de alle tre efter ham. Jagten går gennem New York, indtil de alle bliver fanget. Som konsekvens af deres udbrud får dyreværnsaktivister dem frigivet. Nu går rejsen så til Afrika, men alt på rejsen går galt, og i stedet for at havne i et reservat strander de på Madagascar, i vildnisset, hvor de skal forsøge at overleve sammen.

[image=10361]

Det interessante ved fortællingen, og historiens drivkraft, er hvorledes en zebra og en løve kan være venner, når løven opdager hvor bøfferne kommer fra. Det kan de naturligvis ikke, for alle skal jo have noget at spise. Samtidig opdager de fire venner hvor ond og sær verden i virkeligheden er. På trods af at “Madagascar” jo ikke er et studie ud i arv og miljø – vi har trods alt med fire snakkende dyr at gøre – så er det alligevel en interessant vinkel, som man har valgt. Den kan dog ikke bære historien alene. Og det er nok filmens største kritikpunkt; manglen på en narrativ fremdrift. Vi kommer ikke rigtig nogle vegne, og står i stampe meget af tiden. Havde man strammet lidt op på manuskriptet og ført historien lidt længere ud, havde filmen nok vundet en del. Publikum bliver spist af med tåbeligheder af og til, samtidig med at filmen desværre strander ved en flok dansebegejstrede lemurer, der får det hele til at gå en anelse i stå.

Filmen kører alligevel derudaf i et ganske godt tempo, og der er bestemt ikke langt mellem grinene. En absolut favorit er gangsterpingvinerne, der er en af filmens højdepunkter. Animationen er helt i top, selv om man godt kan begræde de håndtegnede 2-D films undergang, og karaktererne leverer deres punchlines med smurt timing. De danske stemmer leveres med overbevisning af Søren Fauli, Mick Øgendahl, Jesper Asholt og Trine Dyrholm. Er man mere til den originale version finder man Ben Stiller, Chris Rock, David Schwimmer og Jada Pinkett.

[image=10363]

Kort om filmen

“Madagascar” er historien om fire magelige dyr fra Central Park Zoo, hvor de har tilbragt hele deres liv i veltilfreds fangenskab. De fire venner lider skibsbrud på den eksotiske ø Madagascar, da de ved en fejltagelse bliver sendt til Afrika. Hvordan overlever man, når man har været vandt til at få alting serveret? Udtrykket, at den stærkeste overlever, får pludselig helt ny betydning.

Ads by MGDK