[b]Syv mand taber[/b]

Det her er et remake af et western-remake af den japanske Kurosawa-klassiker “De syv samuraier”. Med sådant et forlæg bør det være vanskeligt at gå helt galt i western-byen. Men det gør Antoine Fuqua med den her sammenbidte og ultravoldelige actionfilm, der misforstår alt, hvad der gjorde de to originaler værd at se.

Det går galt allerede i åbningsscenen. Peter Sarsgaards skurk sparker døren til en lille landsbykirke op og marcherer hen ad midtergangen flankeret af fire håndlangere med en selvsikkerhed, der kun er Darth Vader forundt. Smal af bygning med fedtet slikhår og fimset overskæg er Sarsgaard imidlertid nogenlunde lige så intimiderende som Adam Sandlers Zohan. Alligevel spiller han, som var han en skjorteløs Charles Bronson, der holder en minigun.

Scenen går fra pinlig til ufrivilligt sjov, da Sarsgaard holder en ualmindeligt skurkeagtig skurketale til de skræmte kirkegængere, om at de skal sælge ham deres jordlodder, for ellers kommer han og slår dem ihjel. Han slutter talen af med at beordre sin indianer-håndlanger til at kaste en tomahavk i ryggen på en sagesløs kvinde. Ondt. Og den ondskab må de fromme naturligvis forsvare sig imod. Derfor hyrer de den modvillige cowboy, Chisolm, spillet af Denzel Washington, til at beskytte dem. Derfra går der en halvdel med, at Washington samler en etnisk mangfoldig gruppe af lejesoldater og lykkeriddere, der skal besejre Sarsgaard og redde dagen. Yee-haw.

Rollelisten er det tætteste “The Magnificent Seven” kommer på en eksistensberettigelse. Med er en sjov mand som Chris Pratt, dygtige skuespillere som Ethan Hawke og Vincent D’Onofrio, [i]certified badass’es[/i] som Denzel Washington og Byung-hun Lee og en indianer og en mexicaner, der virker til at være der, fordi Antoine Fuqua gerne ville have en indianer og en mexicaner med på holdet. Titlen siger jo, at der skal være syv i alt. Desværre er Denzel Washingtons cowboy den eneste, der har nogen som helst motivation for at være med. De seks andre sættes op som opportunistiske enspændere, der ikke løfter en finger uden betaling. Alligevel kræver det ikke meget overtalelse fra Washington for at få dem til at sætte livet på spil for en eller anden fattig landsby, de aldrig har hørt om.

Den manglende motivation viser, hvordan filmskaberne tydeligvis ikke har forstået kildematerialet. I “Syv mænd sejrer” fra 1960 har næsten alle karaktererne en sekundær motivation for at hjælpe. De er på flugt fra loven, de mangler penge eller også vil de bare i kamp for at vinde hæder og ære. Grundfortællingen handler om slette mennesker, der lærer at kæmpe for, hvad der er rigtigt. Men for Antoine Fuqua er hele historien intet andet end en undskyldning for at lave et supervoldeligt klimaks, der ikke har nogen vægt, fordi jeg ikke har nogen motivation.