[b]Åbn ikke klædeskabet – Mama lurer derinde![/b]

Vi starter med en prolog uden en ordentlig indledning. Vi fortsætter med en historie uden substans. Og vi står til slut med en gyser uden gedigne gys. Dette er “Mama” i en nøddeskal – en film, der sikkert kan nydes af folk uden forkærlighed for genren, mens fans af skrækfilm bør holde sig væk, for “Mama” vil næppe kunne skræmme mange hærdede kendere af gysergenren.

Lucas’ (vores egen Nikolaj Coster-Waldau) to små niecer har været forsvundet i fem år, da de pludseligt dukker op igen i en afsides hytte. Lucas bor sammen med kæresten Annabel (Jessica Chastain), og de vælger at tage sig af ungerne på trods af, at Annabel egentlig ikke bryder sig om børn. Da Lucas kommer ud for en ulykke, begynder underlige ting at ske i parrets store hus, og Annabel begynder at forstå, at der er overnaturlige kræfter på spil. Pigerne har nemlig en overnaturlig beskytter ved navn [i]mama[/i], der åbenbart ønsker monopol på tøsernes kærlighed.

Der er store fortællemæssige problemer i “Mama”, der tydeligvis er skabt for at glæde et bredt publikum. Problemet med den form for lefleri er desværre, at filmen ikke formår at skabe andet end moderat tilfredshed hos nogen bestemt målgruppe. Klicheerne står i kø, og en gyser har alvorlige problemer, når den kun formår at forskrække på grund af voldsomme, pludselige lyde. “Mama” er en film, der lever af klicheer på samme måde, som filmens yngste piger lever af at spise kirsebær og sorte sommerfugle. Her er der ikke en eneste original tanke, og alt er baseret på noget, der er set (eller hørt) før. Fra at tage billeder for at skabe lys i et mørkt lokale (som set i “Saw”) til monsteret under sengen (som hørt i utallige vandrehistorier).

Desuden er filmens hovedperson, Annabel, en problematisk karakter. Hun er nærmest blottet for sympatiske træk, og Jessica Chastain har også svært ved at gøre hende troværdig. Chastain har altid været en solid og dygtig skuespillerinde, men hun ligner altså bare ikke en hård [i]chick[/i] i et rockband, uanset hvor sort håret bliver, eller hvor meget mørk øjenmakeup, man lægger på hende. Det er et fejlcast af værste skuffe, men det er selvsagt ikke Chastains skyld. Ligesom det ikke er hendes skyld, at hun ikke formår at få os til at heppe på Annabel. Dertil er Annabel simpelthen et for antipatisk menneske, der kun har sit eget velbefindende for øje, og da hun heller ikke udvikler sig synderligt gennem filmens 100 minutter, begynder man helt at håbe på, at mama kommer hurtigere i sving og afslutter sit morderiske korstog.

Det er, som om filmmagerne tror, at så længe man bare har et uhyggeligt spøgelse og nogle mystiske børn, så behøver man intet andet. Måske er det også derfor, man aldrig får en forklaring på, hvorfor det lokale politi var så hamrende inhabilt, at de ikke engang kunne finde hverken børnene eller den bil, de forulykkede i, selvom begge dele hele tiden var ganske få kilometer fra hjemmet. Den slags skal man åbenbart ikke tænke over, for instruktøren Andy Muschietti har sat så stor lid til filmens uhyggelige elementer, at han helt glemmer de dramaturgiske.