[b]Nu har jeg nået toppen, mor – hvad fa’en skulle jeg egentlig her?[/b]

Lukas Moodysson er en dejlig dreng. Han har om nogen været med til at hive Sverige ud af det filmiske image, der i en international optik har været præget af det langsommelige, Bergmanske tungsind. Det store gennembrud kom med successen “Fucking Åmål”, som blev fulgt op af den fremragende feel good’er “Tilsammans”. Siden er det blevet til en række knap så muntre film, hvoraf mange har opnået stor ros blandt anmeldere og publikum, og senest har vi kunnet nyde godt af “Mammut”, som nu er kommet på dvd.

Ægteparret Leo og Ellen Vidales har alt: en stor penthouse i skandinavisk design på toppen af New York, en intelligent datter, som de begge elsker, en filippinsk stuepige på fuldtid og, ja, røven fuld af penge. Men som med så mange andre karrieremennesker kniber det med at nyde tilværelsen – jobbene skal passes, for at levestandarden kan opretholdes. I mellemtiden kæmper stuepigens børn i Fillippinerne med at få det hele til at køre rundt, mens mor befinder sig på den anden side af kloden, hvor hun knytter et tættere forhold til Leo og Ellens datter, end de selv har.

Kald mig en gnaven, gammel mand, men jeg er hamrende træt af film, der har tre-fire sideløbende historier, som på en eller anden måde er forbundet med hinanden og til sidst kolliderer. Man kunne have håbet på, at denne bølge, som groft sagt begyndte med Steven Soderberghs “Traffic” i 2000, ville dø ud i 2006, da årtiets mest middelmådige film, “Crash”, løb med Oscaren. Men nej. Også Moodysson hopper på dette modefænomen og formår at lave en film, der på ingen måde adskiller sig fra alle de andre.

“Mammut” er sådan set ikke en dårlig film, men [i]kedelig[/i] og [i]forudsigelig[/i] rammer nok ikke helt ved siden af. Som med alle de andre tre-i-en-film er tonen dyster og melankolsk med historier, der portrætterer den råddenskab, vi mennesker med eller uden forsæt påfører hinanden. Hvad ville der mon ske, hvis en instruktør kom og lavede en sådan film, men med et optimistisk udgangspunkt?

Nuvel, det er ikke intentionen med “Mammut”, og filmen fungerer da også ud fra præmissen. Både sexikonet Gael García Bernal og Heath Ledgers enke Michelle Williams leverer nogle bundsolide præstationer, som er svære at sætte en finger på, og det samme kan siges om filmens øvrige roller, inklusive parrets datter og de filippinske drenge. Følelsen af tomhed blandt de materielle goder brænder sig fast, og parrets frustrationer over at leve et liv uden tid nok sammen med datteren stråler langt ud over scenekanten. Moodysson har altid formået at trække det ypperste ud af sine skuespillere, og på det punkt skuffer han bestemt ikke denne gang.

Mange film bliver svært overfladiske på trods af en spilletid på to timer. Det er lykkedes Moodyson at fortælle fire historier inden for denne tidsramme og stadig ramme en nerve, der respekterer livets kompleksitet og dermed gør fortællingerne troværdige. Det føles aldrig, som om der skøjtes for hurtigt hen over elementerne, måske fordi Moodysson – som den dygtige og erfarne fortæller, han er – forstår at holde en stram narrativ linie uden for mange sidespring.

Moodyssons forstand på det gode håndværk redder dog ikke “Mammut” fra at være en kedelig, middelmådig film – det føles simpelthen som om, engagementet i historien mangler. Var den udkommet for 15 år siden, havde den nok været original, men nu om dage er denne type fortælling mere udpint end den midtjyske hede og mindre interessant end en ukogt kartoffel. Det gode skuespil formår ikke at redde en film, som på trods af dens yderst aktuelle temaer øser filmiske trivialiteter i ansigtet på tilskueren. Men det ændrer nu ikke på, at jeg personligt ser frem til Moodyssons næste film.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 2,35:1. Dette er et rigtigt flot transfer. Farverne står, som var man der selv, og kontrasten er lige i øjet uden udsving. Ydermere er skarpheden i top, og det eneste, der trækker en lille smule ned, er en minimal mængde udtværing i de ekstreme kontraster samt en ubetydelig mængde edge enhancement i enkelte situationer. Filmtypen er en smule kornet i mellemtonerne, men dette har intet at gøre med digitaliseringen af filmen, som næsten ikke kunne være bedre.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Lydbilledet i “Mammut” er en smule kedeligt, men underbygger ganske fint historien og stemningen. Sub’en er mere eller mindre inaktiv, mens de bagerste højtalere bruges til subtile, atmosfæriske elementer, som aldrig tiltrækker sig opmærksomhed. Dialogen er klar og generelt velklingende, og det samme er musikken i de to fronthøjtalere.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en byder ikke på noget ekstramateriale.