[b]Mand med stil[/b]

Der er flere gode grunde til, at “Man of Steel” har været så ventet. For det første skal filmselskabet Warner Bros. bevise, at de kan lave vellykkede superheltefilm uden Batman. For det andet er Superman superhelten over alle superhelte, og det er ganske enkelt forbløffende, at lige præcis [i]han[/i] endnu ikke har fået sin egen franchise i denne nymodens superhelte-filmæra. Og for det tredje skal “Man of Steel” gerne tjene som startskuddet på en ny periode med endnu flere DC Comics-filmatiseringer efter en årrække, hvor Marvel nærmest har domineret superheltegenren totalt. Med alt dette pres og Zack Snyder, David Goyer og Christopher Nolan som bagmænd var mine forventninger til “Man of Steel” mildest talt enorme.

Og jeg indrømmer gerne, at jeg måske havde sat mine forhåbninger lidt for højt, og at min skuffelse formentlig havde været mindre, hvis jeg var gået ind til filmen med mere ro i sindet. For “Man of Steel” er hverken “The Dark Knight” eller “The Avengers”, men snarere en ikke helt vellykket blanding af de to. Filmen har storheden og alvoren fra Nolans “Batman”-univers, og den har den vilde og fuldstændig vanvittigt destruktive action fra Joss Whedons forrygende Marvel-[i]mash-up[/i], men ingen af delene fungerer helt lige så godt i “Man of Steel”.

Problemet synes at ligge i manuskriptet, der ikke for alvor formår at kombinere den tilstræbte realisme og fokuserede, dybdeborende karakterskildring (som klart stammer fra Nolans indflydelse som producer) med den grad af tegneserielogik, som en superheltefilmatisering – og [i]især[/i] en Superman-filmatisering – nødvendigvis må have. De fleste dialogscener er alt for korte og afbrydes (for) ofte af eksplosioner eller katastrofer, der pludselig kræver Supermans opmærksomhed, og manuskriptforfatter Goyer vælger tit de lette løsninger, når han skal have fortællingen til at flaske sig. Disse to ting bliver til alvorlige irritationsmomenter, der simpelthen stiller for store krav til tilskuernes overbærenhed, og det resulterer i, at man ofte slynges ud af historien, og at karaktererne ikke genererer nok indlevelse.

Alligevel er “Man of Steel” sådan set ikke nogen dårlig film. Den er tit voldsomt underholdende og enormt velspillet, og det er tydeligt, at Snyder har et godt greb om filmmediets virkemidler – både i de stille scener og især i actionsekvenserne. Michael Shannon brillerer som den onde General Zod og giver karakteren en i mine øjne mere spændende drejning, end Terence Stamp gjorde i “Superman II” fra 1980. Derudover har historien om Superman, der driver hjemløs rundt på Jorden i forsøget på at finde mening i tilværelsen, rigtig mange spændende og interessante elementer, og når alt bryder løs i en omtrent 45 minutter lang, actionfyldt omgang masseødelæggelse, lægges der samtidig et enormt pres på Marvel og Joss Whedon, som for alvor skal levere varen i “The Avengers 2” for at overgå dette sansebombardement.

Men netop fordi “Man of Steel” har så mange gode elementer, og fordi den er så velproduceret, så bliver det bare endnu mere tydeligt, hvor meget potentiale der er blevet forspildt. Og så er det svært ikke at sidde tilbage med en følelse af at være skuffet! Filmen skulle have været skarpere i sin prioritering og skåret karakterer fra, den alligevel ikke gider udbygge fuldt ud. Den skulle have turdet sætte tempoet ned i første halvdel, dvæle mere ved figurerne og finde på bedre løsninger, når usandsynlige ting skal retfærdiggøres. Og så skulle den have ladet være med at bygge op til en kærlighedshistorie mellem Lois Lane og Superman, når nu den alligevel først får tid til at følge op på forarbejdet i den næste film…