Selvom lillebror Scott har indtil flere store økonomiske succeser under bæltet, har han aldrig opnået samme professionelle anerkendelse som storebror Scott. Tony er ikke en trendsætter ligesom Ridley, og han har stort set kun arbejdet inden for actionthriller-genren, hvor der ved siden af skyderierne også er plads til at skabe interessante karakterer. Betragter man samtlige af Tony Scotts film, svinger kvaliteten en hel del, og “Man On Fire” er en af de mere problematiske i rækken. Den har svært ved at finde ud af præcis hvilken type historie den vil fortælle, og er på stort set alle punkter et temmelig oppustet bekendtskab.

“En Mand Ser Rødt” møder “Leon” – med et twist”Man On Fire” bliver i traileren solgt som en rendyrket actionfilm, men det er den ikke, for Scott har valgt at prioritere sine hovedpersoner højere end eksplosioner. Første halvdel af den godt to en halv time lange film går med at etablere forholdet mellem rigmandsdatteren Pita og hendes følelsesmæssigt udbrændte bodyguard Creasy. En fortid som agent og lejesoldat har gjort Creasy ude af stand til at åbne sig overfor andre mennesker – men det ændrer sig naturligvis efter mødet med den lille pige. Pitas selskab har nemlig en effektiv, terapeutisk effekt på hans arrede sjæl. Herved er scenen også sat for historiens anden halvdel, hvor Pita kidnappes, og Creasys eneste tanke er at få hævn.

Normalt er det fint, når en instruktør tager sig god tid til at tegne sine karakterer, men i dette tilfælde forsøger Scott for meget med for lidt. Godt nok er karakteren Creasy mere nuanceret end den metervare, vi normalt støder på i amerikanske actionfilm, men hans dybde retfærdiggører ikke helt det lange set-up. Scenerne bliver flere steder trukket i langdrag, og man kunne godt have opnået en lige så effektiv skildring af karaktererne med en mere økonomisk fortællerstil. Der er bl.a. et helt subplot omkring Pitas svømmetræning, der sagtens kunne have været udeladt. Heldigvis fungerer samspillet mellem Denzel Washington og Dakota Fanning så godt, at vi har relativt let ved at tøjle den snigende kedsomhed.

Med en flaske Jack Daniels i den ene hånd og en skarpladt pistol i den anden er Creasy støbt af det samme flossede materiale som mange andre amerikanske antihelte på film. Washington får det maksimale ud af sin eks-agent, og som det var tilfældet med “Training Day”, er den Oscarvindende skuespiller suveræn i de mere tvetydige roller. Hans 8-årige kollega Fanning hører til de her skræmmende Hollywood børn, der spiller bedre end de fleste voksne skuespillere, og udstråler en erfaring langt ud over hendes alder. Relationerne imellem de to hovedpersoner er meget troværdige, og udgør filmens mest velfungerende element.

Mexico City som det Vilde VestenSer vi bort fra personkarakteristikken, tjener de mange opbyggende scener også et andet formål – og det er, at motivere den brutalitet, som Creasy slipper løs til sidst. Her svinger historien over i regulær selvtægtsfilm, hvor vi helst skal have sympati for hans usympatiske gerninger. Til trods for, at dette faktisk delvist lykkes, ender volden simpelthen med at være for stor en mundfuld at sluge. Jeg ved f.eks. ikke hvordan, man som skurk kan gøre sig fortjent til, at få stukket en håndfuld C4 sprængstof op i endetarmen, mens man står lænket til køleren af en bil. Det må være noget rigtigt slemt, og det kan vel diskuteres, om en gemen kidnapning falder under denne kategori. Specielt hvis man tager historiens afsluttende twist med i betragtning. Generelt set så er actionsekvenserne i “Man On Fire” uspektakulære.

Det er påfaldende, at filmen på ingen måder forsøger at moralisere over den selvtægt, som hovedpersonen udøver. Snarere tværtimod. Alle støtter Creasy i hans blodrus, for hvad er der ellers at stille op i en [i]bundrådden[/i] by som Mexico City? Både regeringen og politiet er korrupte, så hvorfor ikke også Creasy. Det er et tvivlsomt billede Scott maler af storbyen, og holder man den meget specifikke ramme omkring historien op imod accepten af brutalt selvtægt som brugbar løsning i denne situation, bliver budskabet problematisk. Der er ingen i filmen, der siger fra. Ikke engang Pitas mor, som undervejs selv griber til pistolen. “Man On Fire” slutter med en tekst, der beskriver Mexico City som et fantastisk sted at være – jeg er ikke sikker på, at jeg forstår ironien. Hvis der er en.

“Man On Fire” er vanvittigt stiliseret, og kender man Tony Scotts BMW reklame “Beat the Devil”, ved man hvad der er i vente. Der veksles konstant mellem forskellige typer filmnegativ, eksponering, farvevalg og fokus. Der er tusindvis af klip, som fragmenterer hver eneste scene. Det er ultrahektisk og fungerer suverænt i scener, hvor Creasy er forvirret eller anspændt, idet hans følelser forplanter sig direkte ind i os. Derimod virker det distraherende på steder, som kræver mere afdæmpet drama. Musikken er et sammenkog af vidt forskellige stilretninger, herunder den sangerinde, som Ridley Scott brugte til sine temaer i “Gladiator”. Og hun synger på præcis samme måde.