[b]Nelson og violinerne[/b]

Der åbnes med violiner. Mens Idris Elba salvelsesfuldt introducerer filmen i en [i]voice-over[/i], begaves vi med en [i]slow-motion[/i]-montage af drenge, der leger i den sydafrikanske veldt til tonerne af de førnævnte violiner. Det er alvorligt og ægte og inderligt og vigtigt – forstår man. Vi er i gang med [u]filmen[/u] om Nelson Mandela. Der er for så vidt ikke noget i vejen med det storladne og ambitiøse anslag. Richard Attenboroughs “Gandhi” gjorde med stor effekt brug af samme tone. Desværre kan “Mandela – vejen til frihed” ikke helt leve op til de store ambitioner, og de truer desværre med at overskygge filmens reelle kvaliteter.

Fokus ligger i høj grad på Nelsons forhold til konen, Winnie Mandela, og de meget forskellige reaktioner på omverdenens pres og apartheids uretfærdigheder, som Nelson og Winnie udviser. Mens han vender sig indad og finder styrke i sin retfærdighedssans og humanisme, bliver Winnie i stigende grad radikaliseret og argumenterer for en mere og mere voldelig tilgang til konflikten – indtil de to kommer til en endegyldig skillevej. Filmen handler om Nelson Mandela som menneske, ikke som globalt ikon for retfærdighed, hvilket er befriende. Vi ser ham være utro mod sin første kone, vi ser, hvordan hans altoverskyggende fokus på sagen fjerner ham fra sin familie, og vi ser de øjeblikke, hvor han er lige ved at bukke under.

Det fokus på den menneskelige side af historien er helt klart filmens stærkeste kort, og det er derfor synd, når den insisterer på også at skildre det politiske aspekt i detaljer. Det er her inspirationen fra “Gandhi” kammer over. På et tidspunkt skildres Sharpeville-massakren, hvor politibetjente omringet af demonstranter åbnede ild og dræbte mænd, kvinder og børn. Den scene er voldsom og hjerteskærende, men på det tidspunkt står det allerede klart for publikum, at Apartheid-styret var forkasteligt. Den tjener ikke rigtigt et formål i fortællingen, men virker mest af alt som melodramatisk historiefortælling, der ikke hænger sammen med resten af filmen. Det er uheldigvis langt fra det eneste sted, hvor violinerne gør gæstevisit.

Den centrale historie forløses heldigvis eksemplarisk af skuespillerne. Idris Elba er god til at kommunikere Mandelas indre liv til publikum og er meget troværdig i rollen. Uheldigvis lider han i filmens sidste halvdel under flere lag af sminke og proteser, der skal få ham til at ligne den ældre Mandela, men som mest af alt formår at skjule den mimik, der i resten af filmen giver så godt et indblik i karakteren. Naomie Harris’ forvandling fra idealistisk ung kvinde til ekstremistisk guerillakriger er både fortvivlende og dybt troværdig. Jeg gik fra filmen med et mere nuanceret perspektiv på Winnie Mandela, end historieskrivningen har givet anledning til. Personligt kan jeg ikke undgå at fundere på, om Nelson måske ville være blevet lige så radikaliseret, hvis han ikke var blevet sendt i fængsel.

Blandt birollerne bliver jeg nødt til at nævne Deon Lotz som Kobie Coetsee (landets justitsminister, der ledede forhandlingerne med Mandela). Han er næsten ene om at levere et menneskeligt ansigt til Sydafrikas hvide overklasse, hvilket han gør godt. Han har tidligere imponeret i den fremragende “Skoonheid” fra 2011, der er en anbefaling værd. Filmen gør i det hele taget næsten udelukkende brug af sydafrikanske skuespillere i birollerne, hvilket giver et løft til autenticiteten. Man kan diskutere, om der er et element af eurocentrisme i at hive to engelske skuespillere ind til hovedrollerne, men når de forløser deres roller så godt som Elba og Harris, så tilgiver jeg det gerne.